Efter næsten 10 års forsinkelse stod den nye storlufthavn Flughafen Berlin Brandenburg færdig i november i år. Glæden var dog kortvarig, for nu har bestyrelsen valgt at lukke en af tre terminaler helt ned.
Coronakrisen har ramt lufttrafikken hårdt, og det har ledelsen af den helt nye Flughafen Berlin Brandenburg (FBB) måtte sande. Under en måned efter lufthavnen havde officiel åbning, har bestyrelsen nu valgt at lukke en hel terminal og en landingsbane.
Det skriver netmediet check-in.dk.
Det er det lave antal passagerer efter anden bølge af covid-19-pandemien, der har fået ledelsen til at tage beslutningen, lyder det fra mediet. Terminalen vil være lukket i et helt år fra marts 2021, og lufthavnen regner med at være tilbage på fuld kraft på mellemlang sigt.
»2021 bliver et af de sværeste år i FBB’s historie. Ingen lufthavn i Tyskland vil være i stand til at dække sine driftsomkostninger med det forventede passagerantal. FBB rammer den anden coronabølge i en situation, hvor vi kunne være på vej væk fra røde tal. Nu hjælper kun to ting; vores aktionærers vilje til at holde hånden under os gennem krisen og FBB-selskabets forpligtelse til at arbejde så effektivt og omkostningsbevidst som muligt,« siger adm. direktør Engelberg Lütke Daldrup i en pressemeddelelse.
Det er den såkaldte Terminal 5, der lukkes ned. Det er den tidligere Schönefeld-lufthavn, der nu hedder Terminal 5 i den nye storlufthavn i Berlin.
På trods af navnet er det blot en af tre færdigbyggede terminaler. Lufthavnen havde i forvejen helt opgivet at åbne Terminal 2 tilbage i oktober, og udsat åbningen af denne til foråret 2021.
Berlin Brandenburg Airport (BER), som lufthavnen hedder internationalt, har været næsten ti år undervejs. Siden sidste år har åbningsdatoen stået til at være den 31. oktober 2020. Lufthavnen havde officiel åbning d. 7. november i år.
Allerede i 2017 morede tabloid-avisen B.Z. sig sig med at lave en liste over de 10 mest tossede brølere, som er blevet begået under bygningen af lufthavnen.
Kilde: B.Z.
Lufthavnen var forsinket på grund af et utal af fejl og skandaler. Over 150.000 små og store byggefejl – flere af dem banale - er undervejs blevet opdaget, og de har kostet både tid og kostet penge at rette. Det betød, at FBB stod tom i over 3.000 dage. Berliner Morgenpost kaldte således lufthavnsbyggeriet for den værste skatteyderbetalte byggeskandale i tysk historie.
Fra begyndelsen skal den nye Flughafen Berlin Brandenbrug i fuld drift kunne betjene 38 mio. passagerer om året. Siden vil flere terminaler blive færdige og taget i brug, og i 2040 skal 55 mio. passagerer kunne flyve til og fra Berlin.