Halvdelen af Danmarks største virksomheder har ingen CO₂-målsætning
Det møder kritik fra flere sider, at over halvdelen af landets 100 største virksomheder ikke har opsat målsætninger for at nedbringe CO₂-udledningen.
Selv om regnskaber og hjemmesider hos danske virksomheder efterlader signaler om klimabevidsthed og bæredygtig drift, mangler 54 af landets 100 største selskaber en målsætning om at reducere udledningen af CO2. Det viser en kortlægning, Finans har gennemført.
»Målsætninger er fuldstændig afgørende. Klare og ambitiøse mål skaber fælles fodslag om en vision for den nødvendige forandring,« siger Sven Beyersdorff, ledende partner i konsulentfirmaet Nordic Sustainability, der rådgiver virksomheder om klimatiltag.
Hvis ikke du fremlægger en målsætning, har din bestyrelse åbenlyst ikke tænkt nok over klimaforandringer.Oliver Marchand, chef for bæredygtighed i MSCI
Investorer, rådgivere og eksperter vurderer, at der uden aggressive forandringsplaner i virksomhederne ingen chance er for, at de kan bidrage med deres del, for at målene i Paris-aftalen, som stiler efter at holde temperaturstigningen på kloden under 1,5 grader i dette århundrede, kan opnås.
»De forandringer, der bliver lavet, er så små, at de ikke fører til nogen signifikant forbedring,« siger Sasja Beslik, chef for bæredygtighed hos den schweiziske investeringsbank J. Safra Sarasin.
Blandt de 54 virksomheder, der ikke har opsat en CO2-målsætning, er milliardkoncerner som Falck, Ecco, Jysk, Blue Water Shipping, Haldor Topsøe og GN Store Nord. Flere af dem forklarer, at de arbejder aktivt med at forbedre deres klimaaftryk, men endnu ikke har nået at sætte målsætninger.
»Viljen til at reducere vores udledninger fejler intet. Men vi har et efterslæb på det område, og det er et problem, som vi skal have gjort noget ved,« siger Kaspar Bach Habersaat, kommunikationsdirektør i Falck.
Virksomheder, der ikke målrettet forsøger at forbedre sin klimaprofil, risikerer ifølge eksperter, at både investorer, medarbejdere og kunder vil vende dem ryggen.
»Vi har brug for, at virksomheder tager ansvar for deres udledninger og nedbringer dem. Det begynder med, at de opgør og offentliggør deres klimaaftryk. Vores motto er: Hvad der bliver målt, bliver håndteret,« siger Max Weiss, direktør i investorinitiativet Carbon Disclosure Project (CDP), der arbejder med at få virksomheder verden over til at fortælle åbent om deres klimaaftryk.
Oliver Marchand, chef for bæredygtighed i det internationale analysehus MSCI, der bl.a. tjekker selskabers grønne profil for investorer, mener, at erhvervsledere uden en klar klimaplan er bagefter:
»Hvis ikke du fremlægger en målsætning, har din bestyrelse åbenlyst ikke tænkt nok over klimaforandringer. Og så kan jeg ikke tro på, at du i tilstrækkelig grad har indarbejdet klimaforandringer i din forretningsstrategi.«

