Serier

Trods kritik fra eksperter får danske virksomheders klimaindsatser ros fra storinvestorer

Selvom både klimainvestorer, eksperter og rådgivere kritiserer danske selskaber for en fodslæbende klimaindsats, lægger landets største investorer vægt på, at det går i den rigtige retning.

Grønt guld eller glansbilleder?
De største danske virksomheder har huller i deres klimaregnskaber, men store investorer som PFA og Velliv pointerer, at danske virksomheder er bedre på klima end konkurrenter i andre lande. Foto: PFA

Der er plads til forbedringer, men de store danske koncerner er på rette spor i forhold til klimaet, og de er bedre end deres udenlandske konkurrenter.

Sådan lyder det fra en række store danske pensionskasser og investorer, efter at en gennemgang af landets største selskaber viser, at der er stor forskel på kvalitet og ambitionsniveau i klimaindsatsen.

»Som udgangspunkt mener vi, at danske virksomheder i dag skal rapportere deres klimaaftryk og arbejde med at sætte mål. Vores billede er dog, at rigtig mange selskaber er godt på vej i den rigtige retning,« siger aktiechef i ATP Claus Wiinblad.

De samme toner lyder fra to af landets største private pensionsselskaber, Velliv og PFA.

PFA’s bæredygtighedschef, Christian Storm Schubart, bider mærke i, at »nogle af de største virksomheder ofte fremhæves i diverse internationale analyser om klima og samfundsansvar.«

Thomas H. Kjærgaard, direktør for ansvarlige investeringer i pensionsselskabet Velliv, noterer sig, at der er stor forskel på kvaliteten af klimaarbejdet i de danske selskaber, og at det er forholdsvis få, der både har klare målsætninger og systematisk følger op på disse. Alligevel er han »ganske fortrøstningsfuld«.

»I andre dele af verden, hvor der ovenikøbet er større udfordringer, diskuteres det fortsat, om klima er et tema. Det er vi blevet enige om herhjemme for flere år siden,« siger han.

En kortlægning, som Finans har gennemført, viser, at over halvdelen af de 100 største danske selskaber ikke har en klar målsætning for nedbringelse af CO2-udledning. Det fremhæves ellers af både investorer og eksperter som afgørende for at skabe fremskridt.

Sådan har vi gjort
    • Finans har kortlagt klimaindsatserne i landets 100 største virksomheder målt på omsætning ved at gennemgå selskabernes årsrapporter eller bæredygtighedsrapporter.
    • Hvis information ikke har været umiddelbart tilgængeligt, har vi kontaktet selskabets presseafdeling for at sikre os, at vi ikke overså tal eller målsætninger.
  • Mere end en tredjedel af selskaberne oplyser ingen tal for, hvor meget drivhusgas de udleder. Og blandt de selskaber, som fremlægger data og har målsætninger på klimaområdet, undlader mange, inklusive A.P. Møller-Mærsk, Nilfisk, Grundfos og FLSmidth, endnu at forholde sig til centrale dele af de samlede udledninger.

    Investorer, rådgivere og internationale eksperter med særligt fokus på klimaet er langt mere kritiske.

    Den schweiziske bank J. Safra Sarasin, der i årevis har arbejdet med bæredygtige investeringer og sidste år blev udpeget som verdens bedste inden for socialt ansvarlig private banking, har beregnet, hvor stor temperaturstigningen på kloden bliver baseret på indsatsen i virksomheder i forskellige lande.

    Den kurs, de danske selskaber har, svarer ifølge J. Safra Sarasin til, at temperaturen vil stige 3 grader svarende til det dobbelte af målsætningen i den globale Paris-klimaaftale.

    »Hvis det ser sådan ud i en af de mest udviklede økonomier i verden – og det er Norden på dette område – hvordan tror du så, at det ser ud andre steder i verden?« siger Sasja Beslik, chef for bæredygtige investeringer hos den schweiziske investeringsbank.

    En analyse foretaget blandt 425 store globale investorer og gennemført af verdens største kapitalforvalter Blackrock viser, at den største bekymring for langt de fleste investorer er netop klimarisici.

    Kortlægningen af de danske virksomheders klimaindsatser understreger da også et klart forbedringspotentiale, lyder det i en kommentar fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.

    Underdirektør Tom Vile Jensen forventer, at pensionsselskaberne vil presse på for at få flere virksomheder til at levere klimadata fremadrettet.

    »Virksomheder, der ikke arbejder med grøn omstilling i deres forretning eller ikke oplyser centrale klimadata, risikerer at rykke bagud i køen, når pensionsselskaberne skal placere deres investeringer,« siger Tom Vile Jensen.

    BRANCHENYT
    Læs også