Svinegigant investerer to milliarder: Vil blandt andet skåne medarbejderne og producere mere pizzaskinke
Danish Crown løfter investeringsbudgettet gevaldigt i 2021.
Den danske slagterigigant Danish Crown vil i 2021 løfte investeringsbudgettet markant.
I det kommende år vil Danish Crown derfor investere 2 mia. kr. i bl.a. automatisering og en forbedring af en tysk skinkefabrik. Det er en stigning på 25 pct. og rekordniveau for Danish Crown.
Ifølge topchefen er det vigtigt at investere i løsninger, der skaber bedre arbejdsforhold på slagterierne og der, hvor varerne pakkes.
»Det er vejen til at give både arbejdsmiljøet og vores konkurrenceevne et løft, hvilket igen er vejen til at sikre arbejdspladserne. Så selv om det er et enormt stort beløb, vi investerer, så giver det på alle måder mening,« siger adm. direktør i Danish Crown, Jais Valeur, i en pressemeddelelse.
Danish Crown køber bl.a. for et stort tocifret millionbeløb et robotanlæg til slagteriet i Horsens, der skal hjælpe medarbejderne med at håndtere paller.
En anden konkret investering, som Danish Crown kan løfte sløret for, er en investering i udbygge kapaciteten på den danske slagterigigants fabrik i tyske Dinklage.
Danish Crown har fået større og større markedsandele indenfor pepperoni, men nu ønsker slagteriet også at udbygge dets kapacitet til produktion af pizzaskinke.
»Toppings er et af de markeder, som er i god vækst i Danish Crown Foods, hvor især Danish Crown Toppings i Thorning hvert år producerer mange tons pepperoni til pizzaindustrien,« siger Jais Valeur og fortsætter:
»Nu udbygger vi vores repertoire med nye linjer i Dinklage, hvor vi kan lave færdigkogte skinkeprodukter i flere formater, så vi kan stå endnu stærkere ud mod kunderne, siger adm. direktør Kasper Lenbroch fra Danish Crown Foods.
Slagterikoncernen Danish Crown omsatte i seneste regnskabsår for 61 mia. kr., og bundlinjen i årsregnskabet blev løftet 10 pct. til 2,1 mia. kr., hvilket var rekord.