Serier

Nye strammere restriktioner rammer detailhandlen i hele Danmark

Der må være færre kunder ad gangen i storcentre og større butikker, meddeler regeringen. De nye restriktioner gælder fra 7. december og gælder hele landet.

Corona rammer verden
Butikker og shoppingcentre over 2000 kvadratmeter bliver ramt af nye restriktioner i hovedstadsområdet. Foto: Joachim Ladefoged

Julehandlen bliver ensrettet og med krav om mere plads til hver kunde. Nye restriktioner for detailhandlen bliver nemlig nu indført fra 7. december, for butikker over 2000 kvadratmeter og storcentre.

Det oplyste regeringen på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

»Vi står foran en juletid, hvor vi ved, at der kan være trængsel i detailhandlen,« sagde sundhedsminister Magnus Heunicke.

Derfor bliver der nu sat et lavere loft for antallet af kunder i en butik, ligesom kunderne skal føres rundt i butikkerne i én retning. Ensretningen kommer også til at gælde i gågader, hvor der bliver trængsel i julehandlen.

De nærmere detaljer i de nye krav blev ikke fremlagt på pressemødet, for eksempel hvor mange kvadratmeter der fremover skal være pr. kunde i en butik.

Restriktionerne gælder ikke kun i hovedstadsområdet, men i hele landet, modsat de andre restriktioner, som blev fremlagt på pressemødet. De nye regler gælder indtil videre til 2. januar. Sundhedsministeren tilføjede i øvrigt, at der kunne komme flere restriktioner i løbet af december, afhængigt af smittetallene.

Forbrugerne blev opfordret til at handle alene og sprede juleindkøbene ud. Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen opfordrede således mænd til ikke at satse på at købe julegaverne den 23. december.

Det er hjemme, på arbejde og i skoler, at flest bliver smittet, så hvorfor skal detailhandlen stå for skud, blev regeringen spurgt på pressemødet.

»Hvor der er mange mennesker og trængsel, har vi smitteudbrud,« sagde Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen.

Han nævnte, at en tilbudskampagne fra butikkerne i Brønderslev, hvor mange mennesker tog ud og shoppe samtidigt, havde ført til et smitteudbrud.

Alle, der kan arbejde hjemme, blev i øvrigt også opfordret til at gøre det i hele december.

BRANCHENYT
Læs også