Erhverv

Hewlett Packard flytter ud af Silicon Valley for billigere husleje

Selskabet er et af flere datterselskaber til det famøse selskab, der for årtier siden blev skabt af Bill Hewlett og Dave Packard i en garage i Californien. Foto: Daniel Naupold/picture-alliance/dpa/AP

Hewlett Packard Enterprise flytter sit hovedkontor til Texas fra Silicon Valley. Selskabet var et af de første i Silicon Valley, og dermed er flytningen et tegn på, at området ikke længere er så attraktivt for tech-branchen som tidligere, skriver Wall Street Journal.

Selskabet er et af flere datterselskaber til det famøse selskab, der for årtier siden blev skabt af Bill Hewlett og Dave Packard i en garage i Californien. Flytningen skyldes blandt andet ønsket om en lavere husleje.

Flytningen er frivillig for medarbejderne, meddeler selskabet, og er et svar på medarbejdernes ønske om hjemmearbejde.

- Vi har lyttet til vores ansatte, der har sagt, at de gerne vil bruge mere tid hjemme end på en fysisk arbejdsplads, siger Antonio Neri, der er administrerende direktør hos Hewlett Packard Enterprise, til Wall Street Journal.

- Vores svar på fremtidens arbejdsplads er at reevaluere vores ejendomsstrategi, siger han.

I år er flere startupselskaber flyttet fra San Fransisco-området for at finde billigere lokaler, da coronapandemien har fået kontorarbejdere til at blive hjemme fra arbejde.

Samtidig er Texas blevet mere og mere populært blandt tech- og startupselskaber, da der er lavere skattetakster, billigere husleje og mindre regulering end i Californien. Bilproducenten Tesla åbner også en fabrik i området næste år.

Ifølge Hewlett Packards talspersoner er der ikke fyringer på vej som følge af flytningen, og selskabet venter, at flere hundrede ikke-tekniske stillinger kan flyttes til selskabets faciliteter i Texas.

BRANCHENYT
Læs også