Erhverv

Elon Musk bekymret for omkostningerne: »Vores aktie bliver knust som en souffle under en forhammer«

Der skal spares på omkostningerne i elbilfabrikanten Tesla, hvis det står til stifteren selv. Han er bekymret for aktiekursen, hvis selskabet ikke leverer et overskud.

Elon Musk er stifter og adm. direktør i Tesla Motors. Foto: Bloomberg photo by Patrick T. Fallon

Elon Musk sendte tirsdag en mail ud til sine ansatte, og beskeden var klar. Elbilfabrikanten Tesla er nødt til at spare penge for at kunne præsentere et kvartalsoverskud. Derfor bønfaldt stifteren sine ansatte om at kontrollere omkostningerne, for hvis ikke, så vil aktien få alvorlige tæsk.

Det skriver CNBC som har set mailen fra Elon Musk.

Elbilfabrikanten præsterede tidligere i år fem kvartaler i træk med overskud på bundlinjen. Men fælles for selskabets seneste resultater er, at overskuddet på bundlinjen har været meget snævert.

Salget af elbiler kan ikke skabe et overskud alene, så meget af indtjeningen i selskabet er domineret af de såkaldte ’regulatoriske kreditter’, en slags statshjælp til virksomheder der er frontløbere i den grønne omstilling. Derfor er omkostningerne alfa omega for stifter og adm. direktør, Elon Musk.

»Investorerne giver os en masse kredit for fremtidig rentabilitet, men hvis de på et eller andet tidspunkt konkluderer, at det ikke vil ske, vil vores aktie straks blive knust som en souffle under en forhammer!,« skriver Elon Musk i mailen til de ansatte, ifølge CNBC.

Ifølge investeringsøkonom ved Nordnet, Per Hansen, så er Tesla-aktien og dens stigninger i år i dén grad præget af FOMO, en forkortelse for ’fear of missing out’, eller frygten for ikke at være med. Derfor kan det blive en selvforstærkende effekt, hvis kursen pludselig begynder at falde.

»Hvis Tesla kommer ud med et regnskab, som ikke kun ligger under forventningerne, men skaber tvivl om, hvorvidt økonomien i Tesla i overvejende grad er baseret på selskabets evne til at presse underleverandører og medarbejdere, så kan det give noget, der ligner kursragnarok,« siger Per Hansen og fortsætter:

»Det svarer til, at man ikke kigger på hullerne i vejen over den motorvejsbro, man kører over. I stedet kigger man på, om det fundament, som Tesla er bygget på, nu også kan holde.«

Medarbejderne har således også stået for skud i 2020. Ifølge CNBC skar elbilfabrikanten i begyndelsen af 2020 ned på nogle medarbejdernes løn, mens de brød med midlertidigt ansatte og fyrede et ukendt antal medarbejdere.

Nu skal der spares igen, og i omtalte email beder Elon Musk sine ansatte om at kigge på marginalerne.

»Det er en hårdt spil om ’pennies’, der kræver tusindvis af gode ideer til at forbedre delomkostninger, en fabriksproces eller forenkle designet og samtidig øge kvaliteten og kapaciteterne. En god idé ville være en, der sparer 5 dollars, men langt størstedelen er 50 cent her eller 20 cent der,« skriver han i e-mailen til de ansatte.

Tesla-aktien er steget 585 pct. år til dato, og de massive aktiestigninger har i løbet af året været med til at gøre Elon Musk til verdens andenrigeste mand, kun overgået af Amazon-stifter Jeff Bezos.

BRANCHENYT
Læs også