Tech

Tesla-rival dykker på børsen – må droppe stor aftale med bilgiganten GM

Nikola blev hypet som den nye Tesla, med fokus på lastbiler, og blev en aktie-sensation i foråret. Men siden er selskabet blevet beskyldt for fusk og må nu se en stor aftale med GM blive annulleret.

Nikolas stifter og tidligere topchef Trevor Milton måtte træde tilbage i september, efter anklager om misvisende information til markedet. Nu har lastbils-selskabet nye problemer. Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix

Nikola har ingen reel omsætning og har ikke produceret en eneste lastbil, hverken med brændselsceller eller batteri. Men selskabet fløj højt i foråret, da det blev hypet som ’den næste Tesla’, og aktiekursen blev femdoblet på en måned, så markedsværdien ramte 135 mia. kr.

Siden er det gået mere ned ad bakke for Nikola, og mandag ramte endnu en dårlig nyhed, nemlig at en stort anlagt aftale med bilgiganten GM er blevet kraftigt reduceret. Resultatet var, at aktiekursen dykkede med over 20 pct., da markederne åbnede i USA mandag eftermiddag. Det skriver New York Times.

Aftalen, der blev offentliggjort i september, handlede oprindeligt om, at GM skulle levere batteriteknologi til Nikola og producere selskabets pick-up-truck Badger. Samtidig skulle GM have købt 11 pct. af Nikola for to milliarder dollars. Alt det er nu droppet.

Dog skal GM stadig levere teknologi til brændselsceller, som var Nikolas første satsningsområde, før der også kom batteridrevne lastbiler og store pick-ups på programmet.

Nikola er ligesom Tesla opkaldt efter videnskabsmanden Nikola Tesla, og interessen for eldrevne køretøjer og Tesla-aktiens himmelkurs var med til at sætte spotlight på Nikola i foråret.

Det er dog stadig småt med konkrete resultater og produkter, og i september beskyldte et mindre investeringsfirma Nikola for fusk, hvilket udløste en større ballade, hvor selskabets stifter stoppede.

Anklagen mod Nikola gik på, at der blev smurt alt for tykt på over for offentligheden, med vildledende præsentationer. For eksempel blev en lastbil filmet i fart, men kørte i virkeligheden blot ned ad en bakke, ikke med egen motor.

Siden Nikola-aktiens stangspring i maj og juni er kursen faldet til et mere moderat niveau. Efter dagens dyk står en aktie i 22 dollars, hvilket stadig er mere end dobbelt så meget som i januar og februar.

Antallet af medarbejdere i Nikola er senest opgjort til 384 styk. Selskabet, der blev stiftet i 2014, har rejst 15,6 mia. kr. fra investorer.

Læs også