Norwegian vil hente milliarder i stor kapitaludvidelse
Det konkurstruede lavprisselskab vil hente 4 mia. norske kroner i en ny kapitaludvidelse. Samtidig vil selskabet forsøge at omdanne store dele af sin milliardgæld til aktier.
Norwegian er klar med en ny redningsmanøvre, der skal skaffe kapital nok til at holde konkursen fra døren de kommende måneder.
Det oplyser det norske lavprisselskab torsdag morgen i en fondsbørsmeddelelse.
Konkret vil Norwegian hente flere penge ved en aktieemission, der skal indbringe 4 mia. norske kr. i frisk kapital.
Samtidig vil selskabet forsøge at omdanne sin milliardstore gæld til aktier til kreditorerne. Ifølge fondsbørsmeddelelsen vil Norwegian forsøge at omdanne gæld for samlet 73,4 mia. norske kr. til nye aktier.
Norwegian har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 17. december, hvor aktionærerne skal tage stilling til selskabets redningsplan.
»Vi har som mål at etablere et økonomisk stærkt og konkurrencedygtigt flyselskab. Dette vil medføre en ny finansiel struktur og en tilpasset flådestørrelse,« siger topchef i Norwegian Jacob Schram ifølge det norske medie E24.no.
Samtidig meddeler Norwegian, at selskabet overvejer at lave et såkaldt omvendt aktiesplit, der betyder, at 100 nuværende Norwegian-aktier omdannes til én ny aktie.
Også flyflåden skal reduceres kraftigt som følge af planen.
Norwegian har traditionelt leaset en stor del af sine fly, og i meddelelsen skriver flyselskabet, at man vil arbejde på at få forlænget sine nuværende leasingaftaler, som er såkaldte power by the hour-aftaler, der betyder, at Norwegian kun betaler leje, når flyene er i luften.
De nuværende aftaler udløber i løbet af 2021, men Norwegian vil som en del af planen forsøge at få dem forlænget frem til 2022.
Meddelelsen kommer, efter at Norwegian for to uger siden oplyste, at det hårdt pressede flyselskab har indledt en konkursbeskyttelsesproces i Irland for sine irske datterselskaber, der ejer størstedelen af flyflåden.
Konkursbeskyttelsen betyder lidt forenklet, at Norwegian får et pusterum, fordi selskabet er beskyttet mod konkursbegæringer af irsk lovgivning og derved kan holde kreditorerne fra døren, mens reorganiseringsprocessen foregår.
Norwegian oplyser desuden torsdag, at selskabet også overvejer at søge konkursbeskyttelse i Norge.
Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, er aktieplanen næppe godt nyt for de nuværende Norwegian-aktionærer.
»Norwegian forsøger desperat at holde sig på vingerne. Det ser ikke kun svært, men meget svært ud. For investorerne er det en tvivlsom fornøjelse,« siger han.
Norwegian meddeler i fondsbørsmeddelelsen, at selskabet sigter efter at være færdig med konkursbeskyttelse og restrukturering i slutningen af februar.
Efter tre timers handel på fondsbørsen i Oslo er Norwegian-aktien oppe med lige under 20 pct. til en kurs omkring 0,4 norske kr.

