Erhverv

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde om coronasituationen kl. 18. Følg det her på Finans.dk.

Analytiker: Norwegian skal bestige et uoverstigeligt bjerg

Det kan blive svært for Norwegian at tiltrække nok investorer til selskabets kommende aktieemission, vurderer aktieanalytiker.

Arkivfoto: Tomm W. Christiansen/Bloomberg.

Norwegian får mere end svært ved at lokke investorerne til at skyde yderligere penge i det konkurstruede lavprisselskab.

Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, efter at det norske flyselskab torsdag har præsenteret en ny redningsplan, der bl.a. omfatter en aktieemission, der skal sikre Norwegian 4 mia. norske kr., svarende til ca. 2,8 mia. danske kr., i frisk kapital.

»Norwegian skal fortælle en virkelig god historie, hvis det skal lykkes at tiltrække investorerne. Det er nærmest et uoverstigeligt bjerg, som selskabet skal bestige. Det ser godt nok svært ud,« siger han.

Norwegian har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 17. december, hvor aktionærerne skal tage stilling til selskabets redningsplan.

Som en del af planen vil selskabet samtidig forsøge at omdanne sin milliardstore gæld til aktier til kreditorerne. Ifølge fondsbørsmeddelelsen har Norwegian gæld for samlet 73,4 mia. norske kr.

»Det er enormt vigtigt for Norwegians overlevelsesmuligheder, at gælden bliver nedbragt. Det er lige så vigtigt, som at man kommer i mål med aktieemissionen,« siger Jacob Pedersen.

Samtidig meddeler Norwegian, at selskabet overvejer at lave et såkaldt omvendt aktiesplit, der betyder, at 100 nuværende Norwegian-aktier omdannes til én ny aktie.

Meddelelsen kommer efter, at Norwegian for to uger siden oplyste, at det hårdt pressede flyselskab har indledt en konkursbeskyttelsesproces i Irland for sine irske datterselskaber, der ejer størstedelen af flyflåden.

Konkursbeskyttelsen betyder lidt forenklet, at man er beskyttet mod konkursbegæringer af irsk lovgivning, og derved kan holde kreditorerne fra døren i en periode. Norwegian meddelte torsdag, at man regner med, at reorganiseringsprocessen vil løbe frem mod slutningen af februar.

Norwegian-aktien er torsdag middag steget med knap 15 pct. oven på nyheden.

BRANCHENYT
Læs også