Erhverv

Amerikansk filmgigant chokerer biografbranchen: Alle nye film bliver streamet fra premieredagen i 2021

Warner Brothers tror ikke på mange biografbesøg i USA næste år. Derfor vil alle premierefilm også blive lanceret på streamingtjenesten HBO Max samme dag, som der er biografpremiere.

Selvom teknologi-historier i medier og på film ofte gør os pessimistiske, så bliver verden bedre, mener IT-tænkeren Kevin Kelly. Hans nye bog er et forsøg på en modreaktion på Hollywoods dommedags-fortællinger, et forsøg på en optimistisk og realistisk prognose for fremtiden, der ikke er kedelig. Foto: Warner Bros

Når den fjerde film om The Matrix får premiere i december 2021, kan amerikanske fans af filmserien købe cola og popcorn – og blive hjemme.

I et brud med alle traditioner i Hollywood har filmselskabet Warner Brothers nemlig nu meldt ud, at biograferne ikke får det forspring, de altid har været vant til, og som er en grundsten for indtjeningen. I stedet vil alle filmpremierer i 2021 også ramme streamingtjenesten HBO Max samme dag, som biograferne må slå dørene op til filmen.

Det skriver New York Times.

Forklaringen er, at Warner Brothers ikke forventer, at biograferne i USA vil kunne holde åbent på normal vis i hele 2021 – uanset at en vaccine er på vej. Frygten er derfor, at de dyre storfilm kun vil blive set af få mennesker i biografen.

Samtidigt kan WarnerMedia-koncernen bruge det som en anledning til at få flere kunder til sin egen streamingtjeneste, HBO Max, som blev lanceret i maj måned, men ikke for alvor er slået igennem. I oktober var der således under ni millioner abonnenter, mens Disney+ fik ti millioner abonnenter allerede på første dag efter lancering.

Konceptet med at streame filmene samtidigt med biografpremieren er begrænset til 2021, lyder det fra WarnerMedia.

»Vores film er ekstremt meget værd, med mindre det ligger på en hylde og ikke bliver set af nogen,« lyder det fra Jason Kilar, topchef for WarnerMedia, som en forklaring på, at biograferne ikke får den sædvanlige eksklusivperiode på typisk tre måneder.

Udover de 17 store premierer i 2021 har Warner Brothers også valgt samme løsning til filmen Wonder Woman 1984, der får premiere juledag i år. Men her aftalte filmselskabet med biograferne, at de får en større andel af indtægterne end normalt, nemlig 60 pct., rapporterer Variety, der dækker Hollywood og filmbranchen.

Uden for USA bliver alle film lanceret normalt, men i USA har Warner Brothers oplevet et voldsomt fald i antallet af biografgæster. Da filmselskabet lancerede storfilmen Tenet af Christopher Nolan i biograferne i september, var det med et skuffende salg, som kan ende med at gøre filmen til en underskudsforretning.

BRANCHENYT
Læs også