Erhverv

Udsigt til færre danskere uden egen læge

Flere vil gerne være praktiserende læger – især hvis de kan få lov til at uddanne sig i de større byer.

Simon Glerup er fra Lolland og har slået rødder og fået familie i København. Han vil nødigt flytte for at gøre uddannelsen til speicallæge færdig.

Foto: Gregers Tycho

Lægemanglen er ikke aflyst i Danmark, men Praktiserende Lægers Organisation (PLO) ser mere optimistisk på fremtiden og nedjusterer prognosen for antallet af patienter uden egen læge markant fra 300.000 til 155.000 i 2023.

Samtidig melder Region Nordjylland, at 80 pct. af de nyuddannede praktiserende læger fra Aalborg Universitet slår sig ned i regionen, ligesom flere praktiserende læger nu har mod på at investere i egen klinik, og samme meldinger kommer fra bl.a. Sydvestjylland.

Det ser nu lidt lysere ud i forhold til at uddanne flere praktiserende læger og dermed at lukke hullerne i lægemanglen.

Gunver Lillevang, formand for rekrutteringsudvalget i PLO

Baggrunden for optimismen er, at flere unge læger vælger at videreuddanne sig som speciallæger i almen medicin og dermed stiler mod lægepraksis. Samtidig nedskriver PLO med afsæt i Danmarks Statistiks seneste befolkningsprognose antallet af kommende patienter. Dertil kommer, at flere praktiserende læger forøger kapaciteten ved at ansatte læger.

Og endelig er det lykkedes at tiltrække faste læger i flere områder i stedet for tilbud om f.eks. en regionsklinik. F.eks. etablerer Region Nordjylland sammen med PLO-læger licensklinikker - bl.a. i Frederikshavn, ligesom fem nordjyske udbuds- og regionsklinikker nu overtages af praktiserende læger, som dermed sikrer yderligere 30.000 nordjyder egen læge.

»Det ser nu lidt lysere ud i forhold til at uddanne flere praktiserende læger og dermed at lukke hullerne i lægemanglen,« siger Gunver Lillevang, formand for rekrutteringsudvalget i PLO, og argumenterer for at oprette flere nye uddannelsesstillinger i de større byer og ikke i udkantsområder for at sikre, at unge læger med interesse for praksis rent faktisk også vælger at uddanne sig som speciallæge inden for feltet. Så må man sidenhen forsøge at få dem »skubbet« ud i udkantsområderne, hvor der er størst behov for læger.

Den model tvivler den nordjyske regionsrådsformand Ulla Astman (S), der også er næstformand i Danske Regioner, dog på:

»Det lysner helt klart bl.a. i Nordjylland, men der er stadig problemer flere steder heroppe og i andre dele af landet. Jeg kan være bekymret for, om det lykkes at få de nye praktiserende læger hevet ud til mindre bysamfund, hvor der virkelig er brug for dem, hvis først de er uddannet og etableret i storbyerne.«

De lysere udsigter får ikke Socialdemokratiet og dermed regeringen til at droppe ideen om en tjenestepligt, som vil tvinge alle nyuddannede læger et halvt år ud i en praksis i områder med størst lægemangel, lyder det fra sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff (S).

BRANCHENYT
Læs også