Erhverv

Skandalebeton under højhus blev afsløret allerede i 2018

Underlødig beton under et 86 meter højt beboelsestårn blev afsløret allerede i 2018, men en tidligere medarbejder smed beviset væk.

Københavns Kommune har standset prestigebyggeriet på Faste Batteri Vej på Amager efter afsløringen af et underlødigt og ulovligt fundament. Foto: Valdemar Ren

En tidligere ledende medarbejder i entreprenørfirmaet Bach Gruppen smed tilbage i 2018 prøver væk, der beviste, at et 86 meter højt beboelsestårn på Amager var bygget på fundament af underlødig beton.

Det viser en lydoptagelse af et afpresningsforsøg mod ledelsen af Bach Gruppen, som Finans har hørt og fået en udskrift af.

Samtalen fandt sted i slutningen af december 2019, hvor beboelsestårnet stod næsten færdigt.

»Det er sådan en af de grimme... Det er tårnet inde i Njalsgade – den betonplade det står på. Der er det mig, der har lavet prøverne, for de der betonprøver der. Og de overholder ikke de krav, der er til det, kan jeg fortælle dig,« siger afpresseren til Bach Gruppens juridiske direktør Martin Rasmussen.

Afpresseren betegnes i denne artikel som JC, da han er tiltalt, men ikke dømt for afpresningen.

I samtalen fortsætter han med en påstand om, at Bach Gruppens bestyrelsesformand Finn Bach var klar over den ulovlige og underlødige beton i fundamentet, der skulle understøtte det 86 meter høje beboelsestårn.

»Og det ved Finn (Finn Bach, red.) også godt. Der er også blevet blandet noget materiale i den betonblanding, som er brugt til den bundplade, som heller ikke er lovlig. Det er også noget, der er kommet derovrefra«, svarer JC, som ikke ønsker at tale med Finans.

Den juridiske direktør spørger efter den påstand ind til, om JC havde hørt fra den i dag afdøde direktør for Bach Gruppens sjællandske betonværker, Henrik Steffensen, at der var leveret materialer til støbningen fra Viborg, hvor Bach Gruppen har sit hovedkontor.

»Øøøh, det ved jeg faktisk ikke, om det krav er kommet derovrefra. Men der er i hvert fald noget, som er blevet lavet derinde, som ikke er i orden. Og jeg fik at vide, at jeg måtte ikke oplyse noget om, hvad resultatet var af de prøver dér. Jeg skulle bare smide det ud.«

Den juridiske direktør spørger derefter igen ind til, om det er noget, JC har hørt fra direktøren, der blev dræbt ved en trafikulykke i foråret sidste år.

»Ja! Så det er jo noget med... Ned med det højhus og så forfra, hvis det endelig er. Fordi det kan ikke rettes op det dér.«

Men JC har et forretningsforslag til den juridiske direktør, der vil bringe Bach Gruppen ud af saksen

»Jeg har jo noget, som I kan bruge- bl.a. en forhandlerkontrakt på Skymix (betonmaskiner, red.) i hele Norden og i Tyskland, Polen og Litauen. Med eneret til forhandling på det, og det vil jeg selvfølgelig smide i puljen,« siger JC.

Undervejs oplyser JC, at den afdøde direktør var med til at indgå aftalen. Og at den oprindeligt var indgået med Bach Gruppens datterselskab BG Beton, som havde leveret betonen til skandalehøjhuset.

»Ja, dengang vi indgik kontrakten med dem dernede, der stod kontrakten faktisk i BG Betons navn, fordi Henrik (den afdøde direktør, red.) havde sendt mailen fra BG Beton. Der blev jeg pålagt, at BG skulle fjernes fra den kontrakt, og at jeg skulle stå for den personligt... Så den kan vi lave en aftale om, at I køber den kontrakt for et beløb, som vi bliver enige om, og så begraver vi alt andet dybt ned i den danske muld. Så det synes jeg, at du skal prøve at gå videre med.«

Få dage senere meldte Bach Gruppen JC til politiet.

To måneder efter afpresningsforsøget sendte en anonym whistleblower et anklagende brev rettet mod Bach Gruppen til Københavns daværende overborgmester Frank Jensen:

”Jeg henvender mig til jer og Københavns Kommune, fordi at jeg er vidne om, at der er foregået nogle ret så alvorlige forbrydelser i form af groft byggesjusk på et stort boligbyggeri på Njalsgade,” lød det i brevet.

Efterfølgende fulgte en række anklager om blandt andet brug af ulovlig genbrugsbeton i fundamentet under det 86 meter høje beboelsestårn, der udviklede sig til en af nyere Danmarkshistories største byggeskandaler.

Bach Gruppen erklærer, at de er blevet udsat for grov svindel og tyveri. Koncernen har anmeldt fire tidligere medarbejdere til politiet - herunder JC og den afdøde direktør.

BRANCHENYT
Læs også