Erhverv

Nye tiltag skal mindske rejsebesvær for erhvervsdrivende

Udenrigsministeret har lanceret en række initiativer, der skal gøre det lette for danske er danske erhvervsfolk.

Udenrigsminister Jeppe Kofod. Arkivfoto

Danske rejsemontører, salgsmedarbejdere eller andre erhvervsdrivende skal have lettere ved at udføre arbejde i udlandet. Derfor har Udenrigsministeriet søndag lanceret en række tiltag, der fremover mindsker rejsebesværet i forbindelse med arbejde og forretningsrejser i udlandet.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge ministreret bliver formuleringen i de danske rejsevejledninger derfor ændret, så erhvervsrejser fremover betragtes som »nødvendige rejser«. Ligesom det bliver muligt for erhvervsdrivende at tage en såkaldt kviktest umiddelbart, efter de ankommer til Danmark efter arbejde i udlandet.

Hvis testen er negativ, bliver det muligt for den erhvervsrejsende at vende tilbage på arbejde umiddelbart efter.

»Det kan selvfølgelig fortsat være fra hjemmekontoret, men for mange vil det nu betyde, at der kan mødes fysisk op på arbejdspladsen. Det anbefales fortsat, at den erhvervsrejsende tager endnu en test efter 4 dage. Denne bør være en PCR-test,« lyder det.

Udenrigsministeriet opfordrer fortsat danske erhvervsfolk til at være opmærksom på symptomer på covid-19 og følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Ifølge ministeriet træder de nye tiltag i kraft mandag den 7. december kl. 06.

Erhvervsorganisationen Dansk Industri mener, at tiltagene er et vigtigt skridt til genstart af dansk eksport.

»De omfattende restriktioner både i Danmark og i resten af verden har sat en stopper for mange erhvervsrejser og gjort det svært at rejse ud og vinde nye ordrer hjem til Danmark. Men vi skal hele tiden afsøge nye muligheder for at holde vores samfund og arbejdspladserne i gang. Initiativet fra udenrigsministeren er absolut en god hjælp,« siger Michael Svane, branchedirektør i Dansk Industri i en pressemeddelelse.

BRANCHENYT
Læs også