Selvsikker landstræner tror på egen styrke
Danmark trak overkommelige modstandere i kvalifikationen til VM i Qatar i 2022. Både Østrig og Skotland er dog landshold på vej frem.
Danmarks vej til VM i Qatar i 2022 er umiddelbart kun lang på rejseaktivitet og ikke på udfordringer på banen. Således skal det danske landshold møde Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova i kvalifikationskampene for at komme til VM.
Landstræner Kasper Hjulmand er dog ikke typen, der kaster sig ud i at undervurdere modstanden.
»Det er en god lodtrækning, men der er nogle enkelte nuancer, så jeg vil ikke kalde det en drømmelodtrækning,« siger landstræneren.
De to største forhindringer på vejen hedder Østrig og Skotland.
»Jeg er positiv overrasket over landsholdsfodbold i Østrig. Der var fulde huse i Wien, dengang man talte om, at landsholdsfodbolden var ramt. Det er et fodboldentusiastisk land på vej fremad, og de taget nogle store skridt i international fodbold. Vi skal vide, at vi er oppe imod et hold, som kan spille enormt tempofuld og aggressiv fodbold,« siger Kasper Hjulmand.
Han peger på, at sodavandskoncernen Red Bull for nogle år siden gik ind i Salzburg og lagde en strategi for fodbolden, som har smittet af på landsholdet.
»Spillerne forlader meget tidligt landet og tager til Bundesligaen i Tyskland, så det er et bundesligahold, vi skal op imod. Det er f.eks. Julian Baumgartlinger fra Bayer Leverkusen, Marcel Sabitzer i Leipzig, David Alaba fra Bayern München og spillere i bundesligaklubber som Augsburg, Hertha Berlin og Eintracht Frankfurt.«
Atypiske skotter
Mens Østrig ligger nummer 23 på verdensranglisten, ligger Skotland på 48.-pladsen.
Men heller ikke skotterne bliver et hold, som Danmark bare vader hen over, mener Kasper Hjulmand.
»Det er et hold, der har lagt flere ting på dets spil. De har gjort noget ved spillestilen, så de ikke kan betegnes som typisk britisk. Skotterne forsøger at flytte bolden og er blevet mere fleksible. Det kædet sammen med den gode, gamle enorme passion og fight, så har Skotland har fået et kæmpe boost også i og med, at de skal til EM for første gang i lang tid. Skotsk landsholdsfodbold er et spændende sted, så det er en hård nød at knække, men jeg tror, at vi også kan komme forbi dem.«
Danmark ligger p.t. på 12.-pladsen på VM-ranglisten. 13 europæiske nationer kvalificerer sig til Qatar 2022. De 10 gruppevindere kvalificerer sig direkte, mens der spilles om tre pladser yderligere i playoff-kampe mellem de 10 toere fra grupperne og de to bedste gruppevindere fra Nations League 2020/2021, der ikke blev enten nummer et eller to i kvalifikationen.
Når alt er sagt om de kommende modstandere, er Kasper Hjulmand dog også sikker på egen styrke.
»Vi tænker stort om os selv med dyb respekt for vores modstandere, men målet er at vinde gruppen og komme direkte videre. Det kan være en bøvlet vej at blive toer og skulle ud i de her kvalifikationskampe, hvor holdene kæmper om tre pladser.«
Første kamp spilles enten den 24. eller 25. marts 2021, mens der sluttes af senest den 16. november. Skulle Danmark komme ud i at ende som nummer to og dermed skulle spille playoff-kampe er det i perioden 24.-29. marts 2022.
Danmarks modstandere
Østrig
- Landstræner: Franco Foda
- Største profil: David Alaba (Bayern München)
- Fifa-rangliste: 23
- VM-slutrunder: 1934 (nr. 4), 1954 (nr. 3), 1958 (gruppespillet), 1978 (2. gruppespil), 1982 (2. gruppespil), 1990 (gruppespillet), 1998 (gruppespillet)
- Status mod Danmark: 9 kampe (4 sejre, 1 uafgjort, 4 nederlag).
Skotland
- Landstræner: Steve Clarke
- Største profil: Andrew Robertson (Liverpool)
- Fifa-rangliste: 48
- VM-slutrunder: 1954 (gruppespillet), 1958 (gruppespillet), 1974 (gruppespillet), 1978 (gruppespillet), 1982 (gruppespillet), 1986 (gruppespillet), 1990 (gruppespillet), 1998 (gruppespillet)
- Status mod Danmark: 17 kampe (10 sejre, 7 nederlag).
Israel
- Landstræner: Willibald Ruttensteiner
- Største profil: Eran Zahavi (PSV Eindhoven)
- Fifa-rangliste: 87
- VM-slutrunder: 1970 (gruppespillet)
- Status mod Danmark: 8 kampe (1 sejr, 7 nederlag).
Færøerne
- Landstræner: Håkan Ericson
- Største profil: Hallur Hansson (AC Horsens)
- Fifa-rangliste: 107
- VM-slutrunder: Ingen
- Status mod Danmark: 4 kampe (4 nederlag).
Moldova
- Landstræner: Engin Firat
- Største profil: Alexandru Epureanu (Istanbul Basaksehir)
- Fifa-rangliste: 177
- VM-slutrunder: Ingen
- Status mod Danmark: Ingen kampe


