Kapitel 1: Nordjylland for fuld gas

Det økonomiske eventyr om Danmark som olie- og gasnation har en prolog med en begyndelse 41 år inden, Egypten og Syrien i en fælles stor militæraktion angreb Israel i 1973. Da araberne efterfølgende drejede på den politiske oliehane, førte det til billøse søndage i Danmark.

Men under den forrige store politisk udløste energikrise før, under og lige efter Anden Verdenskrig var der driftige folk i Vendsyssel, som hentede store mængder gas op af den nordjyske undergrund.

Lokale busser, lastbiler, et tog på strækningen fra Aalborg til Frederikshavn, udvalgte personbiler såvel som Aalborg Portlands tørvebrydningsudstyr blev drevet frem af naturgas, leveret fra Danmarks første gastankstation på Fælledvej i Frederikshavn.

Gassen var hentet op af jorden i et område fra Frederikshavn i syd over Strandby til et sted mellem Frederikshavn og Skagen.

Officielt mere end 1.000 boringer blev det til i ”gasstriben” i kystområdet fra Frederikshavn og nordover i perioden fra 1937 til 1950. Reelt langt flere.

Mange private stak på eget initiativ og uden at opfylde de officielle dyre sikkerhedsregler rør i jorden for at få gas til madlavning og opvarmning.

Så er der gas

Brøndborer Jensen havde vredet boret ned i omkring 60 meters dybde i jagten på rent vand til skibsbygger Buhl, som få år tidligere havde grundlagt Frederikshavn Værft. Pludselig sprøjtede der vand ud af boringen.

Presset op af en stærk luftstrøm fra undergrunden. Af nysgerrighed satte brøndboreren en tændt svovlstik hen til boreapparatet for at se, om luften kunne brænde.

Og det fik han ifølge en artikel i Vendsyssel Tidende fra 1873 ”straks at mærke”. Bang!, sagde det. Brøndboreren blev sammen med en ligeledes stærkt forbrændt kollega kørt på sygehuset.

I Vendsyssel må mange have rystet på hovedet af, at en fagmand kunne opføre sig så tåbeligt. Brøndborerne kendte jo til den lugtløse metangas, også kaldet sumpgas, som man med jævne mellemrum stødte på ved dybe vandboringer i et stort område både nord, syd og vest for Frederikshavn.

Den blev dannet ved forrådnelse af organisk materiale og opfanget i sandlag forseglet af omgivende tætpakkede lerlag.

Hvor meget der var af den, hvor den lå, eller hvor dybt gaslommerne havde samlet sig, vidste man aldrig. Det kunne være fem meter, 50 meter, 100 meter eller for den sags skyld 200 meter nede.

I 1903 blev sumpgassen for første gang brugt til noget praktisk, da Frederikshavn Kommune ved en vandboring nær banegården fandt gas under stort tryk i 72 meters dybde. Gassen holdt i flere måneder en gaslampe lysende ved boringen.

Efter den mediebegivenhed vakte gasfundene interesse helt over til Rigsdagen i København.

Geologisk Institut fik en bevilling til at foretage prøveboringer ved Skærum Hede en halv snes kilometer vest for Frederikshavn. Fra 2. august til 17. november 1905 gnavede den primitive borekonstruktion sig ned i 235 meters dybde og passerede fem gasførende lag undervejs.

Konklusionen var trods fundene nedslående. Gasforekomsterne på egnen var for små og for uforudsigeligt placerede til at kunne udnyttes kommercielt.

Gassen i Strandby

Den opfattelse ændrede sig drastisk i januar 1932.

En vandboring i fiskeeksportør Rasmus Clausens have i Strandby lidt nord for Frederikshavn stødte på en gaslomme med så voldsomt tryk, at vand og mudder ifølge overleveringerne blev slynget højt op over den lille fiskerbys tage med en sådan larm, at folk kom løbende nede fra havnen.

Gassen fik lov til at strømme ud af røret i tre dage, inden fiskeeksportøren lukkede borehullet.

I slutningen af januar fik Clausen lagt en rørledning fra borerøret ind i huset, hvor den blev tilsluttet tre gasblus og en gasovn.

Det var juridisk set i allersidste øjeblik. For den 19. februar 1932 trådte Danmarks første undergrundslov i kraft, som gav staten ejendomsret til de råstoffer, der ikke tidligere havde været undergivet privatøkonomisk udnyttelse.

Fiskeeksportøren nåede lige inden deadline at få tilsluttet sumpgassen til sine gasblus og fik efterfølgende brev fra statsminister Thorvald Stauning (S) om, at han kunne fortsætte sin lille gasforretning uden statslig indgriben.

Derfor forblev netop den type gas fundet under geologiske forhold som i Vendsyssel undtaget statens ejerskab. Og den undtagelse gælder fortsat.

100 husstande på gas

Clausens lille gaseventyr skabte en del mediedebat. Blandt andet en duel på ord med Danmarks højeste autoritet på området, statsgeolog Victor Madsen, der ikke mente, at Vendsyssel bød på gasforekomster af kommerciel betydning.

Fiskeeksportøren fortsatte dog ufortrødent med at udvide sin gasforretning ved at tilslutte 100 husstande i Strandby med gas fra sine egne boringer. Clausen blev berømt. Han fik personligt besøg af statsminister Thorvald Stauning, og den lokale organist P. Chr. Petersen udgav i 1937 en bog om Clausen.

Ifølge P. Chr. Petersen blev selv statsgeologen overbevist om gasmulighederne i Vendsyssel, da Clausen i 1936 sejlede Victor Madsen ud til et sted i Aalbæk bugt, hvor gassen fra havbunden i tusinder af år har boblet op til overfladen.

»Det er, som tusinde sodavandsflasker var proppet op på én gang. Dette udbrud er i geologisk henseende noget af det mærkværdigste, jeg har set i mit liv,« sagde Madsen ifølge Clausen-biografien.

Nordjysk gasfeber

Fiskeeksportørens højtprofilerede gasfortælling gav inspiration til mange andre, der begyndte at stikke bor i jorden.

I sommeren 1937 hyrede Frederikshavns Kommune det lokale boreselskab Albinus Christiansen til at indlede en gasjagt i under- grunden tæt på byens gasværk. Ved anden boring blev der fundet store gasmængder i 82 meters dybde, der i rør blev ledt hen til gasværket.

Gasfeberen brød nu løs i Frederikshavn. Med missionshotellet som pioner fik erhvervslivet stukket rør i jorden under Frederikshavn. I alt otte hoteller, et jernstøberi, et eksportslagteri samt en række af kommunens bygninger blev inden Anden Verdenskrig forsynet med gas fra egne boringer.

Aalborg Portland Cementfabrik tog et ekstra skridt ved at opkøbe jord mellem Frederikshavn og Strandby efter devisen, at den, der ejer jorden, ejer gassen. Gassen ville man bruge til drivkraft for de maskiner, der brød tørv i Lille Vildmose til brug i cementproduktionen.

Men der var et problem. Gassen var svær at transportere. Det skabte grundlag for, at Frederikshavn Jernstøberi kunne starte en større produktion af komprimeret naturgas på stålflasker. Maskinfabrikken stiftede datterselskabet Alpha Gas, der etablerede Danmarks første naturgastankstation.

Vendsyssel naturgas

En af de store leverandører af naturgas var selskabet Vendsyssel Naturgas Kompagni stiftet af fiskeeksportør Clausen, direktør Thorkild Juncker fra Aarhus Oliefabrik og ingeniør Karl Østman.

Den sidstnævnte var tidligere samarbejdspartner med amerikaneren Frederick F. Ravlin, som i 1935 fik eneretsbevilling til efterforskning efter råstoffer i undergrunden med undtagelse af blandt andet grus og så sumpgassen.

Visionerne var store for fiskeeksportørens virksomhed, der foruden lokale leverancer havde det som sin fremtidsversion at forsyne en så fjern transportvirksomhed som Aarhus Sporveje med gas på flasker.

Gassen gik dog af økonomien i årene efter Anden Verdenskrig, hvor stadigt voksende leverancer af billig olie gjorde gasefterforskningen i Vendsyssel til en urentabel virksomhed.

Det blev til en langsom neddrosling og afvikling i takt med, at trykket gik af de eksisterende boringer.

Sluttidspunket varierer fra selskab til selskab og boring til boring. Men fra midten af 1950’erne var det kun små boringer til privat brug, som endnu leverede gas til opvarmning og kogeblus.

Denne artikel blev første gang bragt den 22. juni 2012.