Erhverv

Uafgjort mod Liverpool var en sejr for selvrespekten i FCM

1-1: FC Midtjylland kom tilbage fra tidlig brøler og var uhyre tæt på at få den første sejr i Champions League mod Liverpool.

Mohamed Salah har scoret til 1-0 og lykønskes af Trent Alexander-Arnold, mens Alexander Scholz græmmer sig.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (ARKIV) Soccer Football - Champions League - Group D - Liverpool v FC Midtjylland - Anfield, Liverpool, Britain - October 27, 2020 Liverpool's Sadio Mane in action with FC Midtjylland's Erik Sviatchenko. Liverpool er allerede gået videre fra Champions League-gruppen, mens FCM får en sidste mulighed for en sejr, når der onsdag sættes punktum for gruppespillet. Det skriver Ritzau, tirsdag den 8. december 2020.. (Foto: JON SUPER/Ritzau Scanpix) (ARKIV) Soccer Football - Champions League - Group D - Liverpool v FC Midtjylland - Anfield, Liverpool, Britain - October 27, 2020 Liverpool's Jordan Henderson and FC Midtjylland's Erik Sviatchenko during the coin toss before the match. Liverpool er allerede gået videre fra Champions League-gruppen, mens FCM får en sidste mulighed for en sejr, når der onsdag sættes punktum for gruppespillet. Det skriver Ritzau, tirsdag den 8. december 2020.. (Foto: MICHAEL REGAN/Ritzau Scanpix)

Det første minut var et sammenkog af FC Midtjyllands skæbne i Champions League. Uret var ikke nået op på et, da Alexander Scholz ville trille bolden bagud til sin makker i forsvaret, anfører Erik Sviatchenko. Afleveringen blev for kort, Mohammed Salah galopperede ned mod målet, ind fra siden kom Dion Cools, og duellen mellem de to resulterede i, at bolden trillede i mål.

På sidelinjen stod Liverpool-manager Jürgen Klopp med hænderne i lommerne på sine bløde træningsbukser med indbygget hængerøv, han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da FC Midtjylland forærede så stor en chance bort. Men hænderne kom da op og han knyttede dem, dog ikke så ekstatisk, som det ofte er set.

Uden publikum - og mon ikke FC Midtjylland kunne have solgt stadionkapaciteten på 10.000 en to-tre gange, hvis det havde været realistisk – mindede det om en testkamp, rungende ekko mod betonen, når trænerne på sidelinjen hævede stemmerne.

Fire nederlag, en uafgjort kamp var resultatet af FC Midtjyllands første tur ind i det forjættede fodboldunivers, de kalder Champions League, europæisk fodbolds pengemaskine. En sejr til midtjyderne ville kaste ekstra 20 mio. kr. oven i de startpenge, klubben er sikker på at få.

Liverpool mødte op i Herning med tre-fire stamspillere i startopstillingen, en hel stribe er på skadeslisten, og da klubben har vundet gruppen for længst, valgte manager Jürgen Klopp naturligvis at spare spillere. Derfor sad Roberto Firmino, Andy Robertson, Georginio Wijnaldum, Sadio Mané og Jordan Henderson på bænken. I løbet af de kommende tre uger spiller Liverpool hver fjerde dag i opgør af større betydning end onsdag aftens sidste kamp i gruppespillet.

På den engelske klubs midtbane luffede en ung spiller, Leighton Clarkson, rundt med Beatles-hår og rygnummer 65, 19 år og 62 kg, og en fremtidens mand i Liverpool, og på den led var en udekamp i Herning et fint sted at gelejde ham ind på det bedste hold.

Førsteminutsbrøleren kom fra et højest usædvanligt sted, for hvis der er to markspillere, der har løftet deres niveau i Champions League, er det Alexander Scholz og Erik Sviatchenko. Især førstnævnte, som styrede FC Midtjyllands forsvar med autoritet i 1-1-kampen mod Atalanta, hvor han også scorede, har i efteråret lignet en spiller, som FC Midtjylland ville have svært ved at holde på.

Efter godt en halv time fik FC Midtjylland via Anders Dreyer og Dion Cools i højre side sat Sory Kaba op til et hovedstød, hjemmeholdet prøvede ihærdigt at arbejde sig ind i kampen, og det lykkedes.

Kort før pausen kombinerede FC Midtjylland sig igen fint igennem, bolden havnede ved fjerneste stolpe hos Awer Mabil, som lidt ulogisk valgte at sparke på mål fra en spids vinkel. Straks efter pausen traf Evander overliggeren, og den fortjente udligning faldt efter en time, da Anders Dreyer fik straffespark. Alexander Scholz snuppede bolden fra Sory Kaba, der ville sparke, og forsvarsspilleren scorede sikkert.

Liverpool smed et par af de store drenge på banen i en fase af kampen, som hjemmeholdet dominerede, et kvarter før kom den lokale joker, Pione Sisto, i sving, Erik Sviatchenko var tæt på at heade sejren hjem fem minutter før tid, Evander burde have scoret i fri position, men det endte uafgjort.

Det var til gengæld en sejr for selvrespekten i FC Midtjylland.

BRANCHENYT
Læs også