Fortsæt til indhold

Atlantic Petroleum risikerer nedskrivning på 35 mio. kr.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Det færøske olieselskab Atlantic Petroleum risikerer en tocifret millionnedskrivning, efter at Hague and London Oil, Halo, har besluttet at frasige sig sin andel i efterforskningsfeltet, Greater Pegasus Area, i den sydlige del af Nordsøen.

Atlantic Petroluem har således en økonomisk interesse i Pegasus-området, og vil nu gennemgå de juridiske og finansielle effekter af Halos beslutning.

- Hvis Atlantic Petroleum ikke fastholder nogen rettigheder i forbindelse med Pegasus-området, vil det betyde en non-cash nedskrivning på cirka 35 mio. kr., siger administrerende i Atlantic Petroleum Mark Højgaard ifølge en meddelelse.

Atlantic Petroleums økonomiske interesse i feltet hænger sammen med, at selskabet i 2015 solgte sin andel på 10 pct. i Pegasus-fundet til Third Energy Offshore, hvis olieaktiver senere blev opkøbt af Halo.

Atlantic Petroleum modtog i 2015 en forudbetaling med mulighed for op til ekstra 9 mio. pund, eller 73,6 mio. kr., i milepælsbetalinger.

Ved udgangen af september havde Atlantic Petroleum en negativ egenkapital på 45,4 mio. kr.

Artiklens emner
Atlantic Petroleum