Erhverv

Færre virksomheder søger om rentefrie lån

Skattestyrelsen åbnede den 17. november for en ny ansøgningsrunde til rentefrie moms- og lønsumsafgiftslån. Interessen for lånet har været noget mindre end før sommer.

Det er Skattestyrelsen der udbyder de rentefrie moms- og lønsumsafgiftslån. Arkivfoto.

Danske små og mellemstore virksomheder fik den 17. november endnu engang muligheden for at ansøge om et rentefrit moms- og lønsumsafgiftslån hos Skattestyrelsen. Interessen har dog været til at overse denne gang, og der er således godkendt lån for 250 mio. kr., oplyser Skattestyrelsen.

Det er markant mindre en perioden før sommer, hvor cirka 23.600 virksomheder fik udbetalt lån for cirka 6,8 mia. kr.

»Vi ser ikke en lige så stor interesse for at få del i de rentefrie lån i denne omgang. Men tallene viser, at der stadig er virksomheder, der er ramt af coronakrisen, og som kan have gavn af den likviditet, som låneordningen tilbyder. Virksomhederne kan søge om rentefrie lån frem til 18. december,« forklarer Johanne Lykke Aggergaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Denne gang har knap 1.400 virksomheder fået godkendt rentefrie lån, men flere af dem kan måske se frem til at få modregnet lånet. Cirka 200 ud af de 250 mio. kr. er lige nu tilbageholdt, da Skattestyrelsen er i gang med at tjekke, om der er gæld til det offentlige.

Låneordningen er sat i værk for at medvirke til at styrke danske virksomheders likviditet under coronakrisen.

Skattestyrelsen vurderer, at ordningen i denne ansøgningsrunde kan bruges af omkring 270.000 virksomheder, der samlet vil kunne få lån for omkring 28 mia. kr. Disse virksomheder har alle fået mail fra Skattestyrelsen om muligheden for at søge om et rentefrit lån.

Ansøgningsfristen udløber den 18. december 2020, og lånet skal tilbagebetales senest den 1. november 2021.

BRANCHENYT
Læs også