Serier

Ny aftale sikrer takeaway: Restauranter kan igen sende medarbejdere hjem med støtte og levere mad ud af huset

Regeringen har landet en aftale, så restauranter kan nøjes med at sende dele af personalet hjem med støtte.

Corona rammer verden
Direktør i restaurantkæden Flammen Piet Klein håber at kunne åbne for takeaway i løbet af et par dage. Foto: Nicolai Lorenzen

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har torsdag forhandlet en aftale på plads med arbejdsmarkedets parter om en mere fleksibel ordning for lønkompensation.

Det oplyser Peter Hummelgaard til TV2 News.

Aftalen er faldet på plads, efter den nuværende aftale er blevet kritiseret for at være alt for firkantet.

Med den nye aftale undgår nedlukkede restauranter og caféer i 38 kommuner at miste retten til at sende medarbejdere hjem med støtte fra staten, hvis de samtidig leverer mad ud af huset.

Ordningen om lønkompensation var en af de første hjælpepakker, der blev lanceret til erhvervslivet i foråret under den første nedlukning.

Dengang havde restauranterne også mulighed for at holde en del af forretningen kørende uden at miste retten til lønkompensation, men det blev ændret i sommer, da politikerne besluttede en begyndende udfasning hjælpepakkerne.

Efterfølgende kunne kun tvangslukkede virksomheder uden omsætning gør brug af ordningen, og derfor har det vakt stor forvirring i branchen, at Mette Frederiksen på et pressemøde mandag henviste til, at de lukkede restauranterne fortsat kunne levere takeaway.

Nu skal vi bare have ordningen til at falde helt på plads, så de virksomheder, der allerede har været ude og fyre medarbejdere de seneste par dage, kan komme med.

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta

Ifølge TV2 omfatter den nye aftale kun restauranter og caféer i de 38 kommuner, hvor der fra onsdag blev indført lokale restriktioner. Peter Hummelgaard oplyser dog, at aftalen kan genbruges, hvis der sker nye nedlukninger andre steder i landet.

Den udvidede lønkompensation giver arbejdsgivere mulighed for at sende medarbejdere hjem med støtte fra staten på op til 30.000 kr. per måned per medarbjeder.

Piet Klein, direktør i restaurantkæden Flammen, er en af dem, der kritiserede den nye ordning for at være for firkantet.

I Flammens restauranter kan der være op til 50 ansatte, men takeaway kan kun skaffe beskæftigelse til lidt over en håndfuld, og derfor valgte han ufrivilligt at lukke helt ned for stadig at have adgang til lønkompensation.

Nu siger han, at de berørte restauranter åbner op for takeaway igen torsdag aften, efter at den nye aftale er faldet på plads.

»Vi er meget glade for, at der er kommet en aftale, men vi er også super frustrerede over forløbet,« siger han.

Flammen sendte onsdag sine medarbejdere hjem, og leveringerne til køkkenet var blevet stoppet.

»Havde man da for pokker bare gjort sit hjemmearbejde ordentligt fra starten, så havde vi ikke stået i en situation, hvor vi nu skal kalde medarbejdere tilbage på arbejde igen. Men jo, jeg er meget glad,« siger Piet Klein.

I brancheorganisationen Horesta er politisk direktør Kirsten Munch Andersen også lettet over, at aftalen endelig faldt på plads.

»Nu skal vi bare have ordningen til at falde helt på plads, så de virksomheder, der allerede har været ude og fyre medarbejdere de seneste par dage, kan komme med. De skal ikke klemmes ud af ordningen, fordi de har navigeret i uvished,« siger Kirsten Munch Andersen.

Hun henviser blandt andet til Marienlyst Strandhotel i Helsingør, som i går, onsdag, annoncerede massefyring som konsekvens af corona-nedlukning.

»Jeg skal fyre over 200 medarbejdere. Jeg har kun et CVR-nummer, som omfatter både restaurant, spa og hotel. Og nu hvor restauranten og spaen er tvangslukket, så sidder jeg tilbage med hotellet,« sagde Michael Lauritsen onsdag til TV 2 Lorry.

»Det vigtigste for alle virksomheder i turisme og oplevelseserhvervet er medarbejderne. Det er den vigtigste råvarer, fordi medarbejderne er omdrejningspunktet for at levere en god oplevelse. Derfor er det en kæmpe lettelse, at virksomhederne nu får mulighed for at holde på medarbejderne,« siger Kirsten Munch Andersen.

BRANCHENYT
Læs også