Fortsæt til indhold

Myndighederne indfører hurtigtest i kampen mod corona - private virksomheder står klar til hjælpe

Regeringen åbner for at øge kapaciteten for coronatest med private udbydere af de såkaldte kviktest. Falck og SOS International står klar til at træde til.

Falck er en af aktørerne på markedet for private covid-19-tests. Foto: Jens Dresling
Erhverv
Artiklen opdateres

Lange køer og ventetid på svar får regeringen til at åbne for muligheden for at bruge såkaldte kviktest i samarbejde med private virksomheder.

Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde torsdag.

Ifølge ministeren er myndighederne gået i gang med at finde ud, hvordan et samarbejde kan føres ud i livet, og to af de største private udbydere melder sig klar til at påtage sig opgaven.

Falck tester i dag mellem 3000 og 5000 danskere på daglig basis fra sine 12 testcentre. I flere uger har Falck imidlertid arbejdet med planer om at kunne tidoble antallet af daglige tests. Planerne bliver nu iværksat, lyder det fra adm. direktør Jakob Riis.

»Vi kan hjælpe til nu både med teknologien omkring antigentest, så vi kan få dem sat i scene, og med den kapacitet, vi kan bidrage med som operatør. Det er meldt ud med den klare intention om at styrke indsatsen ret voldsom på smitteopsporing og på at bryde smittekæder. Det er der, vi kan gøre en stor indsats,« siger Jakob Riis til Finans.

Han tilføjer, at der er en rolle for antigen-testene ved screeninger på arbejdspladserne for at skabe tryghed hos medarbejderne og beskytte produktionen mod kostbare nedlukninger.

Falck opererer i dag 12 testcentre i Københavns og Sønderborg Lufthavne, Hvidovre, Farum, Ringsted, Rønne, Kolding, Aabenraa, Aarhus, Nørresundby, Herning og Flensborg. Dertil kommer mobile enheder, der udfører screeninger hos kunder bl.a. arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Faciliteterne skal nu udvides, fortæller Jakob Riis.

»Vi kommer til at se på nye lokationer. Vi har bygget det op om Falck-stationerne indtil nu, men jeg tror, vi kommer til at se på mulighederne for at teste fra større lokationer, hvor vi kan have flere mennesker igennem på god og betryggende vis,« siger han.

SOS International sælger tests til virksomheder og borgere og har testcentre i flere jyske lufthavne og i virksomhedens hovedkontor på Frederiksberg.

Divisionsdirektør Karin Tranberg siger, at hun er glad for, at regeringen nu anerkender, at de såkaldte kviktests kan spille i en rolle i smittebekæmpelsen.

»Men jeg er ked af, at de ikke har lyttet til os noget før, for indsatsen kunne have massivt meget større ved at bruge kviktest noget før,« siger hun.

Det står stadig uklart, hvordan regeringen vil inddrage private aktører, men både Karin Tranberg og Jakob Riis forventer meget snart at få en henvendelse fra myndighederne, og derefter er firmaet klar til at skrue kapaciteten op til 3000-5000 tests om dagen.

»Hvis vi vil øge indsatsen og gøre noget ved det her, kan vi ikke bruge tiden på at diskutere det meget længe. Jeg har en forventning om, at nu hvor man har meldt intentionen ud, så må man følge op med at få aftalerne på plads inden for de næste 24 timer. Jeg er i hvert fald klar,« siger Jakob Riis.

Venstre har tidligere presset på for et offentligt-privat samarbejde med henblik på at nedbringe ventetiderne.

I Dansk Erhverv er direktør Brian Mikkelsen glad for, at der er udsigt til et offentligt-privat samarbejde:

»De private test kan, hvis vi griber tingene rigtigt an, meget vel blive et af hovedelementerne i en hurtig og sikker genåbning af Danmark. Det kan for eksempel være i forhold til genåbning af arrangementer med mange tilskuere, oplevelser og rejser. Jeg tror, at der er mange, der længes efter normale tider igen, og vi bør ikke forsømme nogen muligheder for at få dette til at ske,« siger han.

Artiklens emner
Falck
SOS International