Erhverv

Kapitalfonden FSN Capital køber den alternative forvalter Obton i milliardhandel

FSN Capital køber 45 pct. af Obton Group, der udvikler og forvalter solcelleparker og ejendomme.

Anders Marcus (tv), medstifter og adm. direktør i Obton Group, har fået FSN Capital ved partner Lars Denhov (th) med i ejerkredsen i en milliardhandel. Foto: Nicolai Lorenzen

Rettet 16/12: Tidligere fremgik det, at FSN Capital ifølge Finans’ oplysninger betaler omkring 3 mia. kr. for 45 pct. af Obton Group. Det er hele firmaet, der er værdiansat til ca. 3 mia. kr. i forbindelse med handlen.

Kapitalfonden FSN Capital køber 45 pct. af Obton-koncernen, der udvikler og forvalter alternative investeringer.

Ifølge Finans’ oplysninger værdisætter handlen Obton Group - der er blandt Europas største investorer i solenergi og i dag forvalter investeringer for mere end 24 mia. kr. - til omkring 3 mia. kr.

»Der vil over de næste årtier ske en gigantisk omstilling af energisystemet fra sort til grøn. Det er en ekstremt interessant industri, hvor Obton er meget velpositioneret. Vi vil gerne hjælpe med til at accelerere det endnu mere,« siger Lars Denkov, partner i FSN Capital.

FSN opkøb vidner om, at alternative investeringer er kommet i høj kurs - og i særdeleshed de management-selskaber, der udvikler og forvalter grønne projekter.

Obton Group
  • Obton Group er blandt de 10 største investorer i solcelleparker i Europa og udvikler mange af projekterne selv.
  • Investeringerne puljes i dag i fonde, der er målrettet velhavere og institutionelle investorer, som stilles afkast i omegnen af 8 pct. i udsigt, og Obton har i dag solprojekter for mere end 14 mia. kr. under forvaltning.
  • Obton Group ejer også Koncenton, der investerer i ejendomme og har flere end 4.000 lejeboliger under forvaltning.
  • Selskabet har omkring 150 medarbejdere og hovedkontor i Aarhus.

Udviklere og forvaltere af alternative investeringer som Obton og Copenhagen Infrastructure Partners nyder godt af, at de lave renter har fået investorer til at kappes om både vind- og solcelleparker, der kan have obligationslignende egenskaber, men giver et højere afkast.

Det giver grobund for en solid og forudsigelig indtjening til forvalterne, som samtidig slipper for at binde en masse kapital i de investeringstunge infrastrukturprojekter.

Lars Denkov afviser at kommentere prisen, men han frygter ikke, at FSN Capital overbetaler på et tidspunkt, hvor grønne investeringer er i høj kurs.

»Der er betalt en pris, som er fair for begge parter. Vi mener ikke, at der er en grøn boble. Vi er kun i den allertidligste fase af det, der bliver en af de største omallokeringer af kapital i verdenshistorien, som udfolder sig over de næste 30 år,« siger han.

Anders Marcus, adm. direktør i Obton Group, som han var medstifter af for 12 år siden, glæder sig til at få en professionel investor med i ejerkredsen.

»Vi er lige pludselig blevet en mellemstor virksomhed på relativt kort tid, og vi har også rigtig store ambitioner for de kommende år. Vi synes, det er naturligt at få folk med om bord, som har prøvet den her rejse i andre brancher. Når du går fra ét kontor i Aarhus til kontorer rundt omkring i verden, er det lige pludselig andre mekanismer, som kommer i spil i forhold til at drive virksomheden og styre væksten,« siger han.

Værdiskabelsen i Obton Group har allerede været exceptionel.

Obton blev stiftet for bare 12 år siden af Peter Jørgensen og Anders Marcus, der altså stadig er adm. direktør.

De havde solgt deres virksomhed A-Dale Communication i 2006 og var blevet hovedrige, og den dengang bare 29-årige Anders Marcus troede, at han nu skulle bruge sin tid på golfbanen, har han tidligere fortalt til Finans.

Der vil over de næste årtier ske en gigantisk omstilling af energisystemet fra sort til grøn. Det er en ekstremt interessant industri.

Lars Denkov, partner i FSN Capital

Men den entreprenante fyr fandt ud af, at det var dræbende kedeligt at bruge al sin tid på golf, når vennerne alligevel var på arbejde, og i stedet fik de tidligere A-Dale-kompagnoner en idé til et nyt forretningseventyr.

Da de ville placere en del af deres nyslåede formue fra salget af A-Dale i solcelleparker, fandt de nemlig ud af, at mange andre velhavere var på udkig efter noget lignende som et alternativ til mere klassiske investeringer som aktier og obligationer.

Det blev starten på Obton, der i begyndelsen solgte ejerandele i solcelleparker igennem de omstridte kommanditselskaber, som gav en række skattefordele.

Da Folketinget i 2016 lukkede for de gunstige skatteregler, begyndte Obton i stigende grad at pulje projekter i fonde. I dag står Obton bag flere end 800 solcelleparker til en værdi af mere end 14 mia. kr., mens Århus-virksomheden nu også har kontorer i Frankrig, Italien og Østrig.

I dag er det dog ikke kun solcelleparker, der forvaltes. Obton startede for få år siden en ejendomsforretning under navnet Koncenton, der fokuserer på boliger i Danmarks vækstbyer og ligeledes er måltettet især velhavere.

Sidste år investerede Koncenton 3,7 mia. kr. og forvalter i dag ejendomme for 9,1 mia. kr. fordelt på flere end 4.400 lejeboliger.

Den høje aktivitet har sendt indtjeningen i Obton på himmelflugt. Firmaet fordoblede næsten sin bruttofortjeneste i fjor og fik samtidig et resultat før skat på 257 mio. kr - en fremgang på 77 pct.

Når du går fra ét kontor i Aarhus til kontorer rundt omkring i verden, er det lige pludselig andre mekanismer, som kommer i spil.

Anders Marcus, adm. direktør i Obton Group

I sine tidlige år købte Obton gerne projekter og solgte dem videre i bidder til private. Men de gode penge tjenes i dag på at udvikle projekterne fra begyndelsen, og det kræver lokale teams. Den indsats skal derfor have en ekstra spand kul, så Obton kan skaffe nok attraktive projekter, lyder det fra direktøren.

Hverken han eller FSN Capital vil komme med et mål for, hvor virksomheden skal være om fem år, men markedet vokser kraftigt.

Der er forskellige bud på udviklingen, men alle er med pil op, og det Internationale Energiagentur (EIA) kalder i sin seneste analyse solkraft for den nye »konge af elektricitet«, fordi sol tegner sig for størstedelen af den nye grønne kapacitet, der opsættes globalt.

Fra 2022 forventer IEA, at sol sætter nye rekorder år efter år målt på installeret ny kapacitet, og det betyder masser af muligheder for Obton, som hidtil har været ejet af stiftere og flere private investorer.

Ifølge adm. direktør Anders Marcus sælger alle nuværende investorer en del af deres aktier i forbindelse med handlen, men ingen stopper helt som investorer, og topchefen selv skal heller ingen vegne.

»Vi har utroligt mange vækstmuligheder, også inden for sol, og det handler primært om at lægge en strategiplan, hvor vi skal sortere lidt fra,« siger Anders Marcus om fremtidsudsigterne.

»Markedet kommer til at vokse helt vildt, så det kan godt være, at det lyder lidt uambitiøst, men måske er det nok at vokse med markedet.«

BRANCHENYT
Læs også