- Opdateret 16/12/2020 kl. 23:55
Ikea og byggemarkeder må lukke sammen med indkøbscentre og stormagasiner
Danske Shoppingcentre og Sportmaster forstår ikke regeringens beslutning om tvangslukninger, mens Sport 24 og Salling Group tager den til efterretning.
Beslutningen om at alle indkøbscentre og stormagasiner tvangslukkes har skabt dyb overraskelse i detailhandlen. Flere aktører er forundret over beslutningen i kampen mod smittebølgen om, at netop de største i detailsektoren lukkes fra nu og frem til 3. januar.
Regeringens beslutning betyder ud over storcentre også, at alle butikker over 5.000 kvadratmeter skal holde lukket til ind i det nye år. Det gælder dermed bl.a. også varehusene hos Ikea og byggemarkeder.
Jesper Faurholdt, direktør for Danske Shoppingcentre med 18 af landets største indkøbscentre, erkender, at onsdagens beslutning har rystet ham.
»De restriktioner, som blev indført i begyndelsen af december med krav til os, har ikke haft effekt på smittetrykket. Nu vælger man så at lukke ned for en stor del af aktiviteterne op mod jul hos os, hvor der er mange kvadratmetre og lange åbningstider. For istedet at klumpe handlen sammen steder, hvor der er mindre plads,« siger Jesper Faurholdt.
Samme holdning har adm. direktør Andreas Holm i Sportmaster-kæden, der har halvdelen af dens 90 butikker placeret i storcentre.
»I denne beslutning tages markedsmekanismerne ikke i betragtning. Detailhandlen har været god til at holde smitten under kontrol, men nedlukningen nu øger smitterisikoen, da kunder skal klumpes sammen i de mindre butikker. Så kan det få den modsatte effekt,« siger Andreas Holm.
Mens indkøbscentre og stormagasiner som Magasin, Salling og Illum samt byggemarkeder og de store Ikea-varehuse skal lukkes nu, kan resten af detailhandlen vente til 25.12. Undtaget tvangslukning er dagligvarebutikker og apoteker.
På pressemødet onsdag aften om nedlukningen lød forklaringen fra direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen, at det i følge vurderingen derfra er bedre at lukke storcentrene end de mindre strøgbutikker. Kunderne er nemlig - ifølge Søren Brostrøm - ofte samlet mange og i lang tid i der end i de mindre, enkeltstående butikker.
Det giver samtidig et kæmpeansvar til alle danskere, som handler der, samt de butiksejere for at holde sikkerheden.
Trods udsigten til, at alle butikker lukkes over de to omgange er direktør Lars Elsborg i detailkæden Sport 24 afklaret om meldingen fra regeringen og sundhedsmyndighederne:
»Vi må tage beslutningen til efterretning og indstille vores forretning efter det den kommende tid. Andet kan der ikke siges.«
Samme holdning lyder fra adm. direktør Per Bank i Salling Group. Dagligvarekoncernen med kæderne Føtex, Bilka og Netto har desuden bl.a. to Salling-stormagasiner som nu tvangslukkes. Dertil kommer legetøjskæden BR, der må holde lukket mellem jul og nytår. Blandt aktiviteterne er også Storcenter Nord i Aarhus.
»Vi er glade for, at sikkerheden prioriteres. Det koster os godt nok penge og omsætning, men i denne sammenhæng må vi først se på sikkerheden i smittebølgen. Det er da godt for de små butikker på gågader og handelsstrøg, at de må holde åbent frem til jul. Det giver samtidig et kæmpeansvar til alle danskere, som handler der, samt de butiksejere for at holde sikkerheden. Der kan op til jul blive kæmpekøer i en kundestrøm, som ikke set før i de butikker,« mener Per Bank.
Salling Group er blandt de dagligvareselskaber, der også har butikker i en del af landets storcentre – bl.a. Føtex-supermarkeder og Bilka-varehuse. Netop de må holde åbnet trods centrenes øvrige aktiviteter skal lukkes.
Jesper Faurholdt i Danske Shoppingcentre fastslår, at alle centre derfor har åbnet for de aktiviteter.
»Det samme gjorde vi i nedlukningen tilbage i foråret. Men da kunne vi jo se, at de dagligvarebutikker taber masser af kunder og omsætning, når resten at centret er lukket. Så i stedet bliver resultatet også her, at handlen vil klumpe sig sammen andre steder,« mener Jesper Faurholdt.