Fordobling: Kinesiske forbrugere køber nu 20 pct. af verdens luksusvarer
Det kinesiske marked for lukusvarer - dyre tasker, ure og tøj - voksede 48 pct. i år.
Det kinesiske marked for luksusvarer har været ustoppeligt i 2020. Selv med en galopperende coronapandemi.
Markedet for luksusprodukter ventes at være vokset med 48 pct. i år til i alt 323 mia. kr. (53 mia. dollar), viser en rapport offentliggjort onsdag fra Alibaba TMall og konsulentfirmaet Bain, skriver CNN Business.
Dermed vil væksten i salget af dyre designer produkter næsten fordoble Kinas andel af det samlede indkøb af luksusprodukter i verden.
Fra 11 pct. i 2019 til 20 pct. i 2020.
Der er vel at mærke kun tale om ”Mainland China” - eller fastlands Kina - og dermed regnes eksempelvis salget i Hongkong ikke med.
»Det kinesiske fastland er det eneste store luksusmarked, der vokser i 2020. Kinas luksusmarked er nu større end nogensinde,« siger Bruno Lannes, der er partner i Bain.
Umiddelbart burde det være udelukkende gode nyheder for producenterne af luksusvarer, men der er en mørk side af det store boom i det indenlandske kinesiske salg.
Normalt køber kinesiske turister i London, Rom eller Paris stort ind af luksusprodukter, når de er på rejser. Det har de af gode grunde ikke været i stand til i år, hvor de fleste rejsemål har været lukket ned.
Og det er dårligt nyt for industrien.
Lægger man kinesernes samlede indkøb, i ind- og udland af luksusvarer, sammen, er det tale om et fald på verdensplan på 35 pct., viser opgørelsen fra Alibaba/Bain.
»Fastlands Kinas del af de kinesiske globale luksuskøb nåede en top i år. Men væksten på det kinesiske fastland kompenserer ikke for det tabte kinesiske forbrug i udlandet,« fremgår det af rapporten.
Trenden mod at kineserne køber flere og flere af deres luksusvarer hjemme frem for på rejser, er dog ikke helt ny. Coronakrisen har blot accelereret skiftet, skriver Alibaba/Bain.



