Erhverv

Højesteret stadfæster historisk hård dom til Hesalight-stifter

Højesteret mener, at syv års fængsel var en passende straf til Hesalight-stifteren Lars Nørholt.

Foto: Carsten Bundgaard Foto: Carsten Bundgaard

Højesteret har stadfæstet den historisk hårde dom på syv års fængsel til Hesalight-stifter Lars Nørholt.

Det oplyser Højesteret på sin hjemmeside.

Lars Nørholt blev i april idømt syv års fængsel i Østre Landsret, og fængselsstraffen er blandt de hårdeste, der nogensinde er idømt i sager om økonomisk kriminalitet.

Til sammenligning fik Britta Nielsen 6,5 år for sin svindel i Socialstyrelsen, mens Stein Bagger ligeledes fik syv års fængsel. Han fik dog rabat for at have samarbejdet med politiet under efterforskningen.

Højesteret har kun taget stilling til straffens størrelse og ikke til skyldsspørgsmålet, som der i det store hele var enighed om i både byretten og i landsretten, omend sidstnævnte mente, at Nørholt var skyldig i svindel for et højere beløb end i 1. instans.

Højesteret er altså enig i dommen fra Østre Landsret og skriver, at straffen »var passende fastsat«.

Højesteret har lagt særlig vægt på »lovovertrædelsernes karakter og grovhed herunder beløbenes størrelse«. Lars Nørholt blev dømt for svindel for 630 mio. kr.

Højesteret fremhæver desuden Lars Nørholts centrale rolle i kriminaliteten, som var »planlagt og systematisk«, og at stifteren havde beriget sig selv med et stort millionbeløb.

»Der forelå heroverfor ikke omstændigheder, som kunne føre til en mildere fængselsstraf«, skriver Højesteret i sin begrundelse.

Lars Nørholt er desuden blevet idømt en bøde på 15 mio. kr., hvilket også er i overensstemmelse med landsretsdommen.

»Det er en sag med omfattende og meget grov svindel for over en halv milliard kroner, og jeg er meget tilfreds med, at der nu er sat punktum i sagen med en af de hårdeste domme, der er givet for økonomisk kriminalitet i Danmark,« udtaler specialanklager i Rigsadvokaten Anne Risager i en pressemeddelelse.

Roskilde-virksomheden Hesaligt solgte LED-løsninger til bl.a. virksomheder og kommuner, og forretningskonceptet var baseret på, at kunderne først skulle betale, når de realiserede energibesparelser.

At dømme ud fra regnskaberne var det en overmåde god forretning, men virksomheden faldt fra hinanden, da Erhvervsstyrelsen diskvalificerede regnskabsmetoden. Senere viste det sig, at der også indgik forfalskede kontrakter i bogføringen.

Hesalight havde finansieret sig selv med salg af virksomhedsobligationer til bl.a. Pensiondanmark og Pensam, og Lars Nørholt trak store summer ud til sig selv og brugte pengene privat bl.a. på ejendomskøb på Mallorca, en villa i Roskilde samt dyre møbler og tøj.

I alt betalte Hesalight private udgifter for Lars Nørholt for 55 mio. kr., og han blev desuden dømt for momssvindel for 15 mio. kr.

Ifølge anklagemyndigheden nåede investorer at skyde 562 mio. kr. i virksomheden, inden den kollapsede.

Lars Nørholts advokat, Christian Laubjerg, konstaterer, at Højesteretsdommen markeret et sidste punktum i sagen.

»Vi gik efter en formildelse af straffen, men det synspunkt fandt ikke fodfæste i Højesteret,« hedder det i en skriftlig udtalelse fra advokaten, der samtidig hæfter sig ved, at Højesteret heller ikke efterkom anklagemyndighedens krav om en strengere straf.

BRANCHENYT
Læs også