Fortsæt til indhold

Scandlines sender støtte retur: »Vi ved ikke, om vi får brug for hjælp en anden gang«

Scandlines er et af de seneste i rækken af selskaber, som har valgt at sende coronastøtten retur.

Scandlines dækker de velkendte færgeruter Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Foto: AP Images
Erhverv

Scandlines, der driver to færgeruter til Tyskland, har valgt at sende 69 mio. kr. coronastøtte tilbage til der, hvor de kom fra.

»Støtteordningen er rigtig god for virksomheder, der er i alvorlige vanskeligheder. Det har vist sig, at vi har kunnet undgå at komme helt derud – så virker det passende at betale støtten tilbage, for vi ved ikke, om vi kan få brug for hjælp en anden gang,« siger adm. direktør Søren Poulsgaard Jensen fra Scandlines.

Færgetrafikken og branchen generelt har ellers været hårdt ramt af coronakrisen, og hos Scandlines forventes grænselukningen og de afledte effekter at påvirke omsætningen negativt med mere end 1 mia. kr.

Uanset den pressede situation er det imidlertid fortsat selskabets forventning, at årsresultatet samlet ikke bliver negativt, da dele af forretningen har været holdt oven vande.

»Modsat andre virksomheder har vi, på grund af vores rolle som kritisk infrastruktur, haft mulighed for at betjene en del af vores kunder, idet fragttrafikken har kunnet opretholdes i væsentligt omfang,« siger Søren Poulsgaard Jensen.

Scandlines har otte færger fordelt på de to ruter til Tyskland. I 2019 havde færgerne 41.500 afgange og i alt 7,2 mio. passagerer, 1,7 personbiler og ca. 700.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarten og Gedser-Rostock.

Færgefirmaet er det seneste i rækken af store selskaber, som har valgt at betale coronastøtten tilbage, efter tingene havde udviklet sig bedre end frygtet.

Langt over 1.000 danske virksomheder har frivilligt valgt at betale hele eller dele af coronastøtten tilbage til staten, selv om de hver især er berettigede til kompensationen.

Virksomheder som bryggeriet Royal Unibrew, butikskæden Matas og pumpefabrikanten Grundfos er blandt dem, der har leveret pengene tilbage til statskassen.

Artiklens emner
Scandlines
Royal Unibrew