»Dem, der er blevet kørt over, det er dem, der har siddet og klamret sig til traditionelle måder at tænke på«
Klassiske investeringsbegreber som værdisætning og P/E-tal ligner ikke noget, investorerne har gået synderligt meget op i i det nu snart forgangne år.
»Når jeg sidder og summer lidt op på året, så er mit postulat, at jo ”klogere” du er inden for denne verden - altså jo mere, du har studeret, og jo finere karakterer, du har fået - desto dårligere har du alt andet lige gjort det i 2020.«
Sådan lyder budskabet fra Brian Kudsk. Han er en af stifterne bag Artha Kapitalforvaltning, der forvalter i alt 13 mia. kr. for omkring 600 velhavende familier.
Formueforvalteren har som mange andre investorer haft et begivenhedsrigt år, hvor der forvildet er blevet bladret rundt i de traditionelle lærebøger for gode investeringsstrategier for at finde hoved og hale i, hvad det er, der er foregået.
Bladningen har for mange værdibaserede investorer været uden held. 2020 blev nemlig året, hvor traditionel teori og praksis skød i hver deres retninger - i hvert fald hvis man kigger på aktiemarkedet.
»Det er jo lige før, det er totalt outdatet at begynde at tale om værdisætning, P/E-værdier, og hvad man ellers kan finde på, for det er der i virkeligheden ikke nogen, der gider høre på i dag,« siger Brian Kudsk og uddyber:
»Jeg sidder nogle gange og ærgrer mig over, hvor meget tid jeg har brugt på studier i tidernes morgen. Dem, der er blevet kørt over, det er dem, der har siddet og klamret sig til traditionelle måder at tænke på.«
På trods af en hærgende coronakrise har det danske C25-indeks ramt skyhøje niveauer, som er lige omkring 30 pct. over det, indekset blev prissat til ved indgangen til 2020.
Arthas Kapitalforvaltning har aktivt både solgt ud i 2019 og starten af 2020 og købt ind af danske aktier gennem hele coronakrisen, og i øjeblikket ligner det positive afkast på samtlige af de fire forskellige fonde, de tilbyder kunderne.
Bevægelserne har været drevet af et ønske om ikke at vægte for store dele af porteføljen i enkelte selskaber, og derfor har forvalteren mest af alt taget ”topkrydderen” af de aktier, der er steget mest. Eksempler kunne være Coloplast, der fra januar til maj steg med omkring 40 pct. eller Vestas, der nærmer sig en årsstigning på 100 pct.
Gevinsthjemtagningen er oftest blevet placeret i nogle af de mange andre aktivklasser, som formueforvalteren arbejder med. Der er nemlig ikke ret mange incitamenter til at lade pengene stå på bankbogen, hvor de står og trækker negative renter.
Brian Kudsk mener, at netop de rekordlave renter og den store pengerigelighed er årsagen til, at aktiemarkederne bevæger sig anderledes, end man kunne forvente, hvis man baserede sine spådomme på klassiske investeringsværktøjer.
Der er så meget likviditet, at selv aktier, der på papiret er dyrt prissat, kan blive interessante investeringscases.
»Om virksomhederne kommer med regnskaber, som lige er et par procent bedre eller dårligere, betyder mindre, end det gjorde førhen, fordi der simpelthen er den pengerigelighed, som der er. Hver gang der kommer et dyp et eller andet sted, så sidder der nogen med nogle penge, som skal investeres, der hopper med ombord,« siger Artha-stifteren.
Om tendenserne vælger at fortsætte ind i det nye år vides ikke, men Brian Kudsk har et bud på, hvornår man atter kan begynde at drage fordel af at støve de gamle lærebøger af igen.
»Hvornår kommer det så tilbage til normalen igen? Det er et rigtigt godt spørgsmål, men så længe der stadig bliver trådt på speederen hos vores kære curlingforældre (centralbankerne og politikerne, red.), og så længe der bare flyder yderligere likviditet i markedet, så kan jeg ikke se, det kommer til at stoppe,« siger han.