Erhverv

Nykredit Leasing har fejl i opkrævninger - vil kompensere 4700 kunder

De i alt cirka 4700 kunder, der har betalt for meget, har samlet betalt 800.000 kr. for meget eller i snit 170 kr. per kunde. Foto: Håkan Dahlström

Nykredit Leasing har opkrævet for meget i morarenter - det vil sige en renteomkostning, som kunder, der betaler for sent, skal betale. Samlet har omkring 1800 privatkunder og 2900 erhvervskunder betalt for meget, og de skal nu have pengene tilbage.

Det oplyser Nykredit på sin hjemmeside.

Sagen omhandler Nykredit Leasing, hvor Nykredit har fundet fejl.

- Så snart vi blev opmærksomme på problemet, har vi standset opkrævningerne, rettet fejlene, og vi begynder nu at ringe til kunder, der har betalt for meget, for at kompensere dem. Det forventer vi at være færdige med inden udgangen af marts, siger Mik Kristensen, direktør i Nykredit Leasing.

Morarenterne er beregnet af et for højt beløb. Og i nogle tilfælde er der også brugt en for høj rentesats og/eller beregnet morarenter per påbegyndt måned i stedet for faktiske dage.

De i alt cirka 4700 kunder, der har betalt for meget, har samlet betalt 800.000 kr. for meget eller i snit 170 kr. per kunde.

Nykredit har også fundet frem til, at privatkunder har betalt et for højt rykkergebyr fra 2001-2009, og omkring 40 kunder har ikke fået indberettet procesrenter.

- Nykredit Leasing går så langt tilbage, man kan, i søgningen efter kunder, der har været berørt af fejlene. Eftersom Nykredit Leasing har eksisteret siden 2001, vil alle nuværende kunder, der i perioden 2001-2020 har betalt for meget, blive kompenseret. Dette gælder også kunder, der har afsluttet kundeforholdet inden for de seneste fem år, oplyser Nykredit.

BRANCHENYT
Læs også