Fem genfødte Goldfinger Bond-biler på samme foto
For nok eneste og sidste gang kan Aston Martin samlet præsentere fem nybyggede DB5 i Bond-stil til 27 mio. stykket.
Selv om Aston Martin har bygget mange lækre og forskellige biler til James Bond, er det især modellen fra Goldfinger der fascinerer folk over hele kloden mest.
Efterspørgslen på modellen har været så stor, at Aston Matin på sin fabrik i Pagnall besluttede at håndbygge 25 genfødte DB5 Goldfinger Continuation.
Nu står de første fem klar, og fabrikken nåede at få taget et samlet foto af bilerne, inden de skal leveres. Samlet pris for de fem er 135 mio. kr. eller 16,5 mio. pund.
Og ingen af dem er lovlige på almindelig vej.
Som Aston Martin skriver på sin hjemmeside:»*Please note, this car is not road legal. The fitment of gadgets is subject to country-specific legislation.«
De ”gadgets” som Aston Martin henviser til i de genfødte Goldfinger-biler er eksempelvis maskingeværer (dog simulerede), nummerplade, der kan snure rundt og vise tre forskellige muligheder, skudsikker skjold og den berømte katapultknap i knoppen til gearstangen samt en række andre.
Det er ellers 55 år siden, at de sidste DB5’ere rullede ud af produktionen.
Aston Martin kalder selv DB5-modellen for ”den mest berømte bil i verden” og en model, der er stærkt efterspurgt blandt de klassiske modeller som fabrikken har produceret gennem tiderne.
Der blev fremstillet under 900 af den almindelige model, og de blev bygget mellem 1963 og 1965.
Alligevel er den mest kendte ejer af en DB5 James Bond i form af nu afdøde Sean Connery.
Modellen har været med i adskillige Bond-film siden Goldfinger og senest i Spectre fra 2015.

