Der er langt flere fly i luften op mod jul
Flyselskaberne har skruet markant op for flyvningerne i ugen op til jul. Men trods betydelig vækst i aktiviteten, er der meget langt til niveauet i 2019.
Flytrafikken er steget betydeligt op mod jul. I de seneste dage er der gennemført flere tusinde ekstra flyvninger det europæiske luftrum i forhold til for blot et par uger siden.
Det viser statistik fra den europæiske flyvekontroltjeneste Eurocontrol.
Forklaringen er, at titusindvis af rejsende flyver hjem til jul for at holde ferie med familie og venner. Trods skrappe rejserestriktioner der nemlig rigtig mange, som vælger at flyve i anledningen af højtiden.
Trafikken toppede med mere end 15.000 flyvninger den 18. december, da en del gik på juleferie. Aktiviteten på denne dag var blandt de højeste i flere måneder.
Men selvom, der er flere operationer, så er det fortsat meget langt til niveauet fra samme periode i 2019. I de mest travle dage op til jul blev det kun fløjet 40 pct. i forhold til forrige år. Det er dog en højere andel end i det meste af efteråret, hvor niveauet har været på omkring 35 pct.
Ryanair er det flyselskab, som har fløjet mest i perioden. Det irske lavprisselskab havde i den seneste uge i gennemsnit 629 daglige flyvninger. Det var 85 pct. flere end i ugen før. Den næststørste aktør var Turkish Airlines efterfulgt af Air France, Lufthansa og det hollandske KLM.
Alle flyselskaber har øget markant i uge 51 i forhold til uge 50.
Det gælder også SAS, som oplyser, at man op til jul har fløjet 40 pct. i forhold til sidste år. I uge 52 vil SAS flyve omkring 50 pct. sammenlignet med samme uge i 2019.






