Fortsæt til indhold

Forlængelsen af restriktionerne koster milliarder i tabt produktion

345.000 job er berørte af nedlukningen, vurderer cheføkonom.

Statsminister Mette Frederiksen forlængede tirsdag aften den delvise nedlukning af landet frem til den 18. januar. Foto: Anthon Unger
Erhverv

Den forlængede nedlukning vil koste det danske samfund intet mindre end 8,5 mia. kr. i tabt produktion.

Det viser en beregning fra Dansk Erhverv i umiddelbar forlængelse af pressemødet, hvor statsminister Mette Frederiksen udskød genåbningen af Danmark fra den 4. til den 18. januar.

Det betyder, at restauranter, forlystelsesparker, liberale erhverv og detailbutikker fortsat vil være tvangslukket, hvilket ifølge cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv berører omtrent 345.000 private jobs og kan medføre et månedligt produktionstab på 9 pct. af BNP.

Det sidste svarer til 8,5 mia. kr. set over de to uger.

Særligt detailhandlen er hårdt ramt i den forbindelse, idet 125.000 jobs er berørt af nedlukningen i den branche sammenlignet med henholdsvis 77.500 og 12.500 hos landets restauranter og frisører.

»Forhåbentlig vil en del af det tabte kunne indhentes igen, hvis restriktionerne rulles tilbage den 17. januar. Det vil kræve, at smitten aftager mærkbart over de kommende uger. Det er desværre ikke den vej, det går i øjeblikket,« skriver Tore Stramer med afsæt i, at Statens Serum Institut senest har beregnet kontakttallet til 1,2.