Nytårsfuser lægger pres på lageret hos storimportør af fyrværkeri
Fyrværkerieksperten har bestilt flere hundrede containere med fyrværkeri til næste sæson. Derfor forbereder direktøren sig på pladsproblemer, når årets usolgte skyts skal hentes tilbage.
Den 30. og 31. december er for fyrværkeribranchen, hvad den 1. og 2. januar er for fastfoodbranchen. Det er årets højdepunkt.
Derfor vil statsminister Mette Frederiksens forlængelse af nedlukningen og formaninger om at dæmpe nytårsfesten ramme Danmarks største fyrværkeriimportør i de sidste to døgn af 2020.
Spørgsmålet er blot, hvor hårdt det vil gå ud over salget, funderer Morten Sørensen, adm. direktør for og medejer af Fyrværkerieksperten med base i Thisted.
»80 pct. af vores salg foregår mellem jul og nytår. Og langt det meste de sidste dage. Vi forventer en nedgang på 10-20 pct., sådan tegner det sig hidtil, men i bund og grund ved jeg ikke, hvad de nye udmeldinger får af konsekvenser,« siger Morten Sørensen.
Hvert år modtager Fyrværkerieksperten flere end 200 fragtcontainere fra Kina fyldt med fyrværkeri, der opbevares i et lager ved Billund og fordeles ud til Salling Group, Harald Nyborg, Jem & Fix og alskens andre forhandlere.
Eftersom det kræver en særlig tilladelse at opbevare fyrværkeri hele året, bliver det usolgte skyts altid ført tilbage fra forhandlerne til lageret i januar, hvilket ikke plejer at udgøre en udfordring.
Denne gang kan det dog komme til at knibe med pladsen, fordi Morten Sørensen allerede har bestilt næste års levering.
»Så det betyder lidt på min likviditet og på min lagerkapacitet. Det må jeg kigge på efter nytår, når jeg ved, hvor meget vores kunder har solgt. Men det kan da give et pres på lageret,« forklarer Morten Sørensen.


