Fortsæt til indhold

Lagkagehuset får tilført nyt trecifret millionbeløb fra ejerne

Salget af især morgenmad er hårdt presset af coronakrisen med mange på hjemmearbejde - de nye penge skal sikre vækststrategien

Erhverv

Bagerkæden Lagkagehuset får fra årsskiftet tilført ny kapital fra selskabets to ejere, Nordic Capital og L Catterton.

Ejerne skyder 200 mio. kr. ind i ”ekstra aktiekapital”, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Coronakrisen har sat kæden under pres, fordi mange arbejder hjemmefra og dermed ikke lige kommer forbi kædens butikker for at hente morgenmad og kaffe to-go.

»Vi er helt utroligt glade for at have ejere, som i den grad tror på os. På trods af et svært år på grund af coronaen, ser vi ud til at komme fornuftigt ud af det i forhold til situationen blandt vore konkurrenter og resten af detailhandlen. Med dette kapitalindskud kan vi fastholde vores vækstambitioner i Danmark, England og USA,« siger adm. direktør Jason Cotta fra Lagkagehuset.

Nordic Capital og L Catterton købte i 2017 Lagkagehuset. Siden har de to ejere skudt over 1 mia. kr. ind i kæden, der i dag beskæftiger mere end 3000 medarbejdere. Lagkagehuset har 103 butikker i Danmark. Derudover driver bagerkæden 13 bagerier i London og tre i New York.

Ifølge selskabet skal den nye kapital bruges til at ”fastholde de vækststrategier”, som Lagkagehuset fortsat har på trods af at indtjeningen er sat under pres.

I starten af året måtte Lagkagehuset lægge planer om åbningen af seks nye danske butikker på hylden, og i stedet fokusere på alternative løsninger.

Men kæden ser også muligheder for ekspansion som følge af de ændrede forhold skabt af coronakrisen.

»Vi kan se, at vores bagerier i lokale byområder samt vores drive-in bagerier og vores digitale tilstedeværelse er styrket, både i Danmark og internationalt. Kombineret med en snarlig tilbagevenden til noget, vi kan kalde en form for normal, tror vi, at vi kan sikre yderligere fodfæste i de markeder, vi opererer i,« siger Jason Cotta.

Hvor en stor del af salget før blev hentet i kædens butikker i bl.a. indkøbscentre, på banegårde eller i lufthavne, har det af gode grunde været sværere i år.

I stedet har butikker placeret i detailbutikker været et hit, ligesom kædens direktør kan observere, at brød og kager har solgt bedre i Jylland end i resten af Danmark. Også kædens 14 drive thru-butikker er blevet brugt mere i år.

Artiklens emner
Lagkagehuset
Jason Cotta