Serier

Pricerunner: Søgning på "mundbind" gik helt bananas i 2020

Onlinehandel i en coronatid fik søgetrafikken til at stige med 49 pct. i 2020 - kufferter blev den helt store taberkategori.

Corona rammer verden
Søgningen efter mundbind var den søgekategori, der steg mest i 2020, ifølge sammenligningstjenesten Pricerunner. Foto: Pricerunner.

2020 blev et rekordår for dansk onlinehandel. Søgetrafikken på sammenligningstjenesten Pricerunner steg med 49 pct. i forhold til 2019.

Den mest populære produktkategori var ”mobiltelefoner”, og det mest populære produkt var ”Sony Playstation 5”, viser en opgørelse fra Pricerunner.

Men den produktkategori, der uden konkurrence opnåede den største stigning i søgning var ”mundbind”.

Søgningerne efter mundbind steg med 96.364 pct. i forhold til 2019 - en stigning, der i høj grad skyldes, at der ikke var ret mange der søgte på mundbind før coronakrisen.

I den anden og tungere ende ligger søgninger på ”kufferter”.

Her var der et fald på 60 pct., og det afspejler i den grad, at stort set alle rejser til udlandet enten var aflyste eller gjort meget besværlige i store dele af året.

De mest populære søgeord hos Pricerunner i 2020 var:

  1. playstation 5
  2. iphone 11
  3. mundbind
  4. airpods
  5. airpods pro
  6. håndsprit
  7. ps5
  8. chromecast
  9. iphone 11 pro
  10. iphone se

Ifølge Pricerunner, så var 2020 også året, hvor køb af fødevarer, vin, øl og spiritus fik sit gennembrud.

»Køb af mad og drikke online blev firedoblet fra januar til december,« skriver Pricerunner i sin opgørelse.

PriceRunner kalder sig selv den største uafhængige pris- og produktsammenligningstjeneste i Danmark med mere end 1,8 millioner produkter.

Tjenesten sammenligner priser fra 9.000 butikker i 27 lande, der alle leverer til Danmark.

PriceRunner har samlet mere end 10 millioner besøg om måneden i de tre lande, som tjenesten opererer i.

Læs også
Top job