Erhverv

Dansk designvirksomhed har næsten tidoblet sit underskud

Møbelvirksomheden Holmris B8 fortsætter med at tabe penge. Denne gang er underskuddet næsten tidoblet.

Holmris producerer møbler både til kontor- og boligmarkedet. Arkivfoto Foto: Holmris Group

Pengene fortsætter med at forsvinde ud af den danske møbelvirksomhed Holmris B8, der for over tre år siden blev opkøbt af kapitalfonden BWB Partners og omkring et år fusionerede med Grundfos-arvingen Poul Due Jensens møbelfabrik, B8.

Det viser virksomhedens seneste regnskab for 2019/2020.

Faktisk er det endnu ikke lykkedes virksomheden at tjene penge, efter at der blev ændret i ejerforholderne i den mere end 80 år gamle møbelvirksomhed.

Ifølge det seneste regnskab er underskuddet i denne gang rekordhøjt.

Holmris B8 har nemlig tabt 59 mio. kr. efter skat i 2019/20, hvilket svarer til at underskuddet næsten er tidoblet sammenholdt med regnskabsperioden forinden. Samtidig faldt møbelvirksomhedens egenkapitalt fra 97 mio. i april 2019 til knap 48 mio. i 2020.

Ledelsen skriver i regnskabet, at Holmris B8 i årets sidste måneder oplevede et fald i både ordretilgang og omsætning som følge af coronakrisen, hvilket har ramt møbelvirksomheden hårdt, fordi den samtidig har fortsat integreringen af B8 efter fusioneringen i 2017.

»Integrationen, som også involverede forenkling af it-systemer, har resulteret i højere omkostninger og højere midlertidig kompleksitet i koncernen end oprindelige forventet. Mod slutningen af regnskabsåret blev integrationen afsluttet, og den øgede kompleksitet blev elimineret,« lyder det i regnskabet.

Derudover har Holmris B8 i perioden også igangsat tiltag, der forbereder virksomheden på et »scenarie, hvor aktivitetsniveauet vil forblive lavt som følge af covid-19-situationen i en længere periode«.

Dette har bl.a. betydet, at møbelvirksomheden har outsourcet dele af sin produktion til nye eller eksisterende partnere både herhjemme og i udlandet samt justeret »det geografiske fodaftryk« og organisationens opsætning.

»Handlingerne vil samlet resultere i en reduktion af koncernens faste omkostninger på mere end 40 pct., hvilket betyder at koncernen vil være rentabel på et betydeligt lavere omsætningsniveau fremadrettet,« skriver ledelsen.

Holmris B8 beskæftiger over 300 medarbejdere og holder til Bjerringbro i Midtjylland.

Virksomheden har rødder tilbage til 1914 og har i dag varer fra over 1.000 leverandører samt et snedkeri, der kan skabe kundetilpassede specialløsninger.

Holmris B8 forventer trods justeringen, der gør det muligt at være rentabel med lavere omsætning, at koncernen vil komme ud af 2020/2021 med en lavere omsætning som følge af coronakrisen.

BRANCHENYT
Læs også