Serier

Nye muligheder: Danske minkavlere vil til Sverige

Minkløbet er ikke nødvendigvis helt kørt for de danske avlere, lyder det fra brancheforeningen Svensk Mink. Flere danske avlere har allerede henvendt sig for at høre om mulighederne for minkavl i Sverige - og de bliver taget imod med åbne arme.

Corona rammer verden
Omkring 15 mio. mink blev aflivet efter ordre fra regeringen i efteråret 2020. Foto: Casper Dalhoff

Flere af de danske minkavlere, der for nylig måtte slå hele deres minkbestand ihjel, kigger nu øjensynligt efter nye jobmuligheder i den svenske minkbranche.

Det skriver Børsen.

Avisen har talt med Jörgen Martinsson, der er direktør i brancheforeningen Svensk Mink, som oplyser, at han allerede har fået flere henvendelser fra danske minkavlere.

»Vi har fået i hvert fald ti henvendelse fra danske avlere, som ville høre om mulighederne for at komme i gang i Sverige,« siger han til Børsen.

Og ifølge ham, er det kun positivt, hvis de danske minkavlere begynder at spejde mod det svenske marked. Han peger selv på, at danske avlere skal være mere end velkomne til f.eks. at bygge svenske minkfarme eller at købe sig ind i en eksisterende og hjælpe til med at udvikle denne.

Glæden over, at danske minkavlere vender blikket mod Sverige skyldes bl.a. den kvalitet og de kompetencer, som de danske avlere er kendt for.

»Det vil være meget positivt for os, hvis danske avleres helt unikke kompetencer, erfaringer og avlsmateriale kan være med til at udvide og udvikle den svenske produktion. Og jeg anser det for sandsynligt, at det vil ske,« forklarer Jörgen Martinsson.

Mange danske minkavlere står lige nu i en svær situation, efter regeringen i november sidste år besluttede, at alle mink på danske minkfarme skulle aflives, fordi der var blevet fundet en muteret form for coronavirus hos netop mink. Dengang blev det lovet, at minkavlerne ville få kompensation med det samme for de aflivede mink, men indtil videre er der endnu ikke er blevet udbetalt en krone i kompensation til minkavlerne i de såkaldte risikozoner, fortæller minkavlerne selv.

Til det, svarede fødevareminister Rasmus Prehn i et skriftligt svar, at det skyldes, at »selve kompensationsordningen fortsat forhandles politisk« og at aftalen også skal til »endelig godkendelse« i EU inden der kan udbetales nogen penge.

BRANCHENYT
Læs også