Fortsæt til indhold

SAS-piloter kritiserer ledelsen: »Det er tid til samarbejde, Rickard«

I et åbent brev til SAS kritiserer skandinaviske piloter nu ledelsen for de mange coronarelatede fyringer.

Som resultat af coronakrisens stop for flytrafik, måtte SAS fyre flere hundrede piloter. Foto: CPH Lufthavn.
Erhverv

Flere hundrede SAS-piloter blev fyret i juni 2020 og afslutter deres ansættelse her i dagene omkring årsskiftet. I et åbent brev til SAS’s ledelse kritiserer piloternes formand nu selskabets brug af udenlandske piloter.

Sådan skriver mediet Check-In

Det er formanden i SAS Pilot Group, Christian Laulund, der retter skarp kritik mod SAS-ledelsen i brevet, der er addresseret til SAS’s koncernchef, Rickard Gustafson.

Han mener nemlig, at det er for dårligt, at der bliver fyret hundredevis af skandinaviske SAS-piloter, mens flyselskabet i stedet bruger udenlandske piloter.

»Hvorfor tager du ikke vare på dine egne medarbejdere først? Crew i SAIL er ikke ansat i SAS, de er ansat i et bemandingsbureau og har således kun ringe tilknytning til SAS udover uniformen. Alligevel vælger du at bruge disse i stedet for at reducere antallet af fyringer og permitteringer i det selskab, du og jeg arbejder i,« skriver Christian Laulund i brevet.

Han mener først og fremmest, at SAS bør føle sig forpligtet til at sikre skandinaviske jobs, fordi flyselskabet bl.a. har modtaget milliardstøtte fra de danske og svenske ejere.

Desuden synes han, at det er uansvarligt at bruge udenlandsk arbejdskraft i en tid, hvor man forsøger at begrænse coronasmitten.

Han afslutter brevet med en klar besked til koncernchefen:

»Det er tid til samarbejde, Rickard – ikke krig mod egne ansatte.«

Check-in fortæller, at det endnu ikke har været muligt at få en kommentar fra SAS omkring brevet.

SAS har haft et hård 2020, hvor rejserestriktioner har lagt en enorm dæmper på den sædvanlige flyaktivitet. Derfor varslede man i juni, at 560 piloter ville blive fyret som en del af en omfattende spareplan, der skulle få selskabet på vingerne igen. Dengang lagde SAS op til, at halvdelen af disse stillinger kunne reddes, hvis piloterne gik med til en lønnedgang.

Lønforhandlingerne mellem flyselskabet og piloternes fagforening brød dog sammen i september.

Artiklens emner
SAS
SAS Pilot Group