Erhverv

Vestas/Sydbank: Udsigt til fortsat højt aktivitetsniveau i 2021

Foto: PR Vestas

Efter en stærk ordreindgang for Vestas i 2020, hvor særligt fjerde kvartal bød på god ordreindgang, fastholder Sydbank sin købsanbefaling af selskabets aktie - også selvom den er blevet "dyr".

Det skriver Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, i en aktiekommentar om Vestas.

Vestas offentliggjorde 35 ordrer i fjerde kvartal af 2020 for samlet 3818 megawatt (MW).

Sydbank venter, at de uannoncerede ordrer for kvartalet vil ende på omkring 1000 MW, så den samlede ordreindgang ender på omkring 4800 MW i fjerde kvartal og 16.500 MW for hele året.

- Årsafslutningen målt på ordreindgang viser, at Vestas er utroligt stærkt positioneret på landvindmarkedet. Vi vurderer, at Vestas har rigtig god sigtbarhed på aktiviteterne i 2021, men også samtidig har plads til lidt flere ordrer med overlevering i 2021, lyder det i kommentaren.

Finanshuset bemærker, at aftrapningen af PTC-skatterabatten i USA vil betyde færre ordrer, selvom det amerikanske marked fortsat er stærkt - godt hjulpet af PTC-tilskuddet på 60 pct., som Kongressen har valgt at forlænge med endnu et år til slutningen af 2021.

Dertil kan man forvente gode miljønyheder fra USA, når Joe Biden træder til præsident for USA.

Sydbank noterer også, at store ordrer i Australien, Brasilien og Columbia samt god ordreindgang fra Vietnam viser, at nedgangen i ordrer fra USA delvist bliver opvejet af andre markeder.

- Der er udsigt til endnu et år med et meget højt aktivitetsniveau, men ikke med de seneste års turbovækst. I stedet snarere en ret flad omsætningsudvikling i landvindforretningen i forhold til 2020, skriver Sydbank i kommentaren.

Det pointeres i kommentaren, at en opbremsning i væksten giver mulighed for at forbedre rentabiliteten efter to år, hvor Vestas har haft utrolig høj vækst i både aktivitet og omsætning.

Disse forbedringer er nødvendige for at retfærdiggøre den høje prisfastsættelse af Vestas-aktien, lyder det i kommentaren.

- Prisfastsættelsen er støttet af udsigten til fortsat høj ordreindgang, positive nyheder fra havvindsatsningen og investorernes lyst på selskaber, der kan levere bæredygtige løsninger, skriver finanshuset.

Aktien endte handelsåret 2020 af med et fald på 1,3 pct. til 1439,50 kr. I løbet af året steg aktien dog imponerende 120 pct.

BRANCHENYT
Læs også