Bitcoin handles mere end de fem techgiganter til sammen
Interessen for den digitale valuta er steget markant i takt med store kursstigninger i løbet af 2020.
Investorer har fået appetit på den digitale valuta bitcoin. Interessen for kryptovalutaen er steget markant igennem 2020, og i den seneste måned har handlen med bitcoin oversteget handlen med de fem største amerikanske teknologiaktier til sammen.
Det viser en opgørelse foretaget af Crypto Parrot, som er et træningsværktøj for handel med kryptovaluta.
Ifølge analysen er der blevet handlet bitcoin for 39,1 mia. dollars i december 2020. Til sammenligning blev der i samme periode handlet aktier for 37,7 mia. dollars i tech koncernerne Apple, Amazon, Microsoft, Facebook og Alphabet, som er moderselskab for Google.
Interessen skyldes ikke mindst, at prisen på bitcoin siden starten af 2020 er firedoblet. Kursen i begyndelsen af januar var omkring 7.000 dollars, mens den her i det nye år er steget til mere end 30.000 dollars.
Den markante stigning skyldes også, at nogle investorer ser kryptovalutaen som et alternativ til en svækket dollar og som sikkerhed mod inflation.
Mange af de store institutionelle investorer er dog fortsat skeptiske over for bitcoin som investeringsobjekt, da kursen over flere omgange er steget voldsomt for senere at falde tilsvarende stort. Desuden er der fortsat uklarhed om reguleringen af kryptovaluta.
I 2017 steg bitcoin med mere end 1330 procent til lidt over 20.000 dollar per bitcoin. Men i 2018 faldt prisen med 73 pct.
Kryptovaluta, der bygger på en såkaldt blockchain-teknologi, kan beskrives som en form for digitale penge.
Bitcoin blev introduceret i 2009 og er den ældste og mest kendte kryptovaluta. Men der findes over 1000 andre.