Erhverv

Nordmændenes indenlandske køb af alkohol satte rekord

Lukkede grænser har fået salget i Vinmonopolet til at stige med 40 pct.

Lukkede grænser har fået nordmændene til at handle meget mere i Vinmonopolet. Foto: Claus Bonnerup

Aldrig har nordmændene købt så meget øl, vin og spiritus i Vinmonopolet. Salget i de statsejede butikker steg med ikke mindre end 40 pct. i 2020, der var præget af coronakrisen.

»Vi solgte 115 mio. liter i 2020. Det er historiske tal, og siden midten af marts har vi haft en utrolig salgsudvikling, siger Jens Nordahl,« kommunikationschef i Vinmonopolet til det norske medie E25.no.

Der er flere årsager til, at nordmændene handlede mere i vinmonopolet end nogensinde.

Først og fremmest betød covid 19, at grænsehandlen stort set forsvandt, fordi grænserne til Norge var lukkede. Salget i butikker tæt på den svenske grænse er således steget mest. I nogle butikker er der solgt 60 pct. mere end året før.

Nordmændene kunne heller ikke rejse og medbringe alkohol fra ferien.

Samtidig har restauranter og værtshuse været underlagt restriktioner, så der er serveret langt mindre disse steder.

Coronakrisen har også medført store geografiske forskelle i salget. Masser af nordmænd har arbejdet hjemme, så salget er steget mest i forstæderne, mens det er faldet i butikkerne i centrum af Oslo.

Læs også
Top job