Nets køber det finske betalingsfirma Checkout Finland
Betalingstjenesten Nets har via sit finske datterselskab Paytrail opkøbt Checkout Finland.
Det oplyser Nets i en pressemeddelelse.
Checkout Finland er i dag en del af den finske finanskoncern OP Financial Group og servicerer både fysiske forretninger og e-handel med forskellige betalingsløsninger.
Opkøbet skal understøtte selskabets ambitioner for e-handelsområdet i Europa og styrke Nets' tilstedeværelse i Finland, lyder det i meddelelsen.
Handlen er den seneste i en række fusioner inden for betalingssektoren, som har fundet sted inden for det seneste års tid. Eksempelvis fusionerede Nets med italienske Nexi i november sidste år.
/ritzau/FINANS