Erhverv

Disse biler var mest populære blandt danskerne i 2020

Et fransk bilmærke har modellen, der indtager førstepladsen på årets liste over de hyppigst indregistrerede biler i Danmark.

Der er enkelte bilmodeller, som danskerne har været meget glade for i 2020. Foto: Casper Dalhoff

I 2020 blev der i alt indregistreret 198.132 personbiler i Danmark, hvilket var 12,2 pct. færre end året før.

Nogle mærker og modeller havde dog klart nemmere ved at overbevise de danske kunder end andre.

På førstepladsen over de mest populære biler blandt danskerne i 2020 findes mærket Peugeot, der med modellen 2008 ramte plat blandt de danske bilkøbere. 6.553 af slagsen blev solgt, hvilket er knap 400 mere end Citroëns C3’er, der indtager andenpladsen på listen.

På tredjepladsen findes Fords Kuga, der blev indregistreret i lidt over 5.000 eksemplarer.

Den første elbil på listen er fra det amerikanske bilmærke Tesla. Modellen Model 3 blev indregistreret 4.277 gang i løbet af det nu forgangne år, og derfor topper denne model også klart listen over de mest solgte elbiler i 2020.

Generelt blev der solgt mange elbiler i forhold til, hvordan det normalt ser ud på det danske marked. Ifølge De Danske Bilimportører blev der således indregistreret 14.234 elbiler i løbet af 2020, hvilket er en stigning på 157,7 pct. set i forhold til 2019.

Et godt stykke efter Teslas Model 3 kommer Volkswagens ID.3, der blev indregistreret 1.722 gange fra 1. januar til 31. december 2020. Tredjepladsen indtages af Hyundais Kona, som der blev indregistreret 1.160 af.

Læs også
Top job