Erhverv

Marcus-kæde vender flere års underskud til overskud

Efter et årti stort set kun med underskud er det nu lykkedes herretøjskæden Marcus at tjene penge. Alligevel er kæden hårdt ramt af coronakrisen.

I de seneste 10 regnskabsår er det kun lykkedes Marcus at tjene penge to år. Foto: Screenshot fra Marcus' webshop

I mere end ti år har den danske herretøjskæde Marcus haft ualmindeligt svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Det har betydet, at kædens direktør og ejer Preben Clemens ad flere omgang har måttet skyde millioner af kroner i det underskudsramte selskab og lukke flere butikker for at tilpasse konceptet til både det nuværende og fremtidige marked.

Tilpasninger, der nu efter et årti stort set kun med underskud har sendt Marcus-kæden på rette kurs og skubbet selskabets skrantende økonomi i den rigtige retning. Alligevel er kæden fortsat hårdt ramt af coronakrisen, der har betydet, at samtlige af kædens 13 butikker er tvangslukket foreløbigt frem til den 17. januar i år.

»Det har uden tvivl været et hårdt regnskabsår. Efter første nedlukning fik vi fint fat i salget i butikkerne igen samtidig med, at vores eksport og nethandel var god. Det har gjort, at vi har kunne tjene penge trods krisen. Samtidig har vi tænkt kreativt, sparet på omkostninger og forsøgt at angribe markedet mere prisproduceret både i forhold til butikker og grossister,« siger Preben Clemens, ejer og direktør i Marcus Gruppen A/S.

Tiltagene har resulteret i, at herretøjskæden trods flere måneders nedlukning har formået at vende et rekordstort underskud på over 10,5 mio. i 2018/2019 til et overskud på 1,3 mio. kr. i 2019/2020.

Overskuddet er det første i de seneste fire regnskabsperioder samtidig med, at selskabets egenkapital er genetableret.

Trods de positive takter havde kæden, der åbnede sin første butik i 1993, ifølge Preben Clemens langt større forventninger til regnskabsåret. Derfor ærgrer han sig også over, at detailhandlen nu igen er lukket ned, og coronakrisen ligeledes allerede har fået negativ indflydelse på indeværende regnskabsår.

»Nedlukningen i foråret resulterede i, at vi har tabt næsten 9 mio. kr. i løbet af to måneder. Det var rystende. Allerede nu er indeværende regnskab også ødelagt. Vi havde forventet et overskud på mellem 8-10 mio. kr., men det er væk. Julehandlen blev smadret i storcentrene, og det har vi tabt rigtig meget på. Ligesom krisen nu også har ramt os på eksport til bl.a. Grækenland og Irland,« siger Preben Clemens.

Ejeren har tidligere selv af flere omgange været nødsaget til at skyde penge i Marcus-kæden for at holde den kørende. Senest kastede han 12 mio. kr. i selskabet, fordi egenkapitalen i forrige regnskab var i minus.

Preben Clemens vurderer dog ikke, at det bliver nødvendigt at tilføre flere penge til virksomheden.

»Vi har en god egenkapital nu og skal nok komme til at tjene penge igen, selvom krisen er hård,« siger han.

Marus-kæden forventer i regnskabsåret 2022/2023 at vækste med 40 mio. kr.

Udover Marcus-konceptet står Preben Clemens’ holdingselskab, Marcus Gruppen A/S, bag tøjkæden New York.

Læs også
Top job