Opråb fra virksomheder og organisationer: Hvornår kommer pengene ud fra hjælpepakker?
Flere brancheorganisationer kræver hurtig handling med penge til virksomheder fra kriseordninger. Erhvervsministeriet lover, at kompensation for faste omkostninger kommer i en fart - efter en EU-godkendelse.
Coronakrisen udløser fortsat usikkerhed i dele af erhvervslivet. Selvstændige erhvervsdrivende og små virksomheder i detailhandlen samt andre sektorer melder, at de stadig venter på at få penge fra lovede hjælpepakker i 2020.
På samme tid er der frustrationer over uvished om dele af indholdet i kompensationsordninger under den aktuelle nedlukning, hvor bl.a. detailbutikker og restauranter er tvangslukkede.
Det oplyser flere branche- og erhvervsorganisationer baseret på meldinger fra medlemsvirksomheder.
Blandt dem er SMVdanmark, der eksempelvis melder, at op mod halvdelen af virksomhederne i oplevelsesbranchen fortsat venter på at få udbetalt kompensation fra ansøgninger indgivet i efteråret. I gennemsnit har de foreløbig ventet i 70 dage på kompensation, som udbetales af Erhvervsstyrelsen.
»De virksomheder har mistet stort set hele deres indtægtsgrundlag og er dybt afhængige af kompensationen til at betale omkostninger. Det er uacceptabelt, at de skal vente så længe på pengene,« mener politisk chef Mia Amalie Holstein, SMVdanmark.
Hun understreger, at der er tale om en stikprøve blandt de berørte virksomheder op til jul. Indtrykket er dog, at tingene ikke har ændret sig her ved indgangen til året.
Hos Dansk Mode & Textil, der blandt medlemmerne har både meget store modeselskaber og en lang række små og mellemstore firmaer, meldes på samme måde om usikkerhed.
Tøjvirksomheder er ramt af en tvangslukning af butikker ud fra de skærpede restriktioner, som blev indført i december og i denne omgang rækker til 17. januar. Ifølge statsminister Mette Frederiksen kan der dog være udsigt til en yderligere forlængelse.
»Udfordringen er, at virksomhederne ikke ved, om de i den nye hjælpepakke er bedre stillet i forhold til kompensation ved ikke at sælge noget som helst. Eller om det er bedre at sælge noget online, som kunder kan hente i butikken ud fra reglerne om nedlukningen. Vi har brug for at få det afklaret, når der kommer en nedlukning. Frem for at det er noget, som skal afklares undervejs,« mener international chef Michael Hillmose, Dansk Mode & Textil.
Hos Dansk Detail, der omfatter mode- og møbelbutikker, melder branchedirektør Jens Birkeholm på samme måde om pressede medlemsvirksomheder.
»Der er dyb frustration over, at tingene strammer til. De mangler omsætning fra både julesalget og det traditionelle januarudsalg. Samtidig er der langsommelighed om penge fra tidligere hjælpepakker. På samme tid er der ikke afklaring over hjælpepakken i den aktuelle nedlukning,« siger han.
Erhvervsstyrelsen oplyser til Finans, at man ikke har en status for, hvor mange virksomheder der venter på ansøgte penge fra hjælpepakkerne.
Det er uacceptabelt, at de skal vente så længe på pengene.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup til den aktuelle situation om støtteordningerne.
Erhvervsministeriet skriver dog i en e-mail til JFinans, at kompensation til virksomheder skal godkendes efter statsstøtteregler i EU-Kommissionen. Det har derfor betydet længere sagsbehandlingstid.
»Den endelige EU-godkendelse til kompensation for faste omkostninger kom kort før jul. Det har betydet, at ansøgningssystemet har skullet programmeres om, hvilket teknikere i Erhvervsstyrelsen har arbejdet intenst på henover jul og nytår. Forventningen er, at der meget snart kan åbnes for de sidste kompensationsordninger og -perioder.«
Ministeriet skriver samtidig, at Erhvervsstyrelsen siden sommeren 2020 generelt har haft en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på ni dage på tværs af kompensationsordningerne.
»Styrelsen arbejder løbende på at forbedre forløbet omkring sagsbehandlingstiden samtidig med at skabe gennemsigtighed, så virksomhederne får en idé om, hvilken tidshorisont de ser ind i. Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har desuden vedtaget en række forenklinger af kompensationsordningerne.«