Erhverv

Elon Musk blev verdens rigeste: »Hvor sært. Nå, tilbage til arbejdet«

Tesla-topchefen blev torsdag verdens rigeste person og øgede samtidig afstanden betragteligt til den næstrigeste.

Elon Musk kan nemt slå ud med armene. Han er nemlig nu verdens rigeste. Foto: AP/Mark Lennihan

Torsdag blev Tesla-topchef Elon Musk kåret som ny etter på listen over verdens rigeste. En position han overtog fra Amazon-stifter Jeff Bezos.

Musks reaktion på den nyvundne titel gjorde tilsyneladende ikke det store indtryk.

»Hvor sært,« skrev han først på Twitter som svar til et tweet fra en Tesla-konto, der skrev, at han nu var den rigeste i verden.

»Nå, tilbage til arbejdet,« fulgte Musk så op på sit første tweet.

Udover Tesla er Musk også dybt involveret i virksomheden SpaceX, der har som mål at kolonisere Mars. Musk har tidligere udtalt, at hans formue skal gå til det formål.

»Det kommer til at kræve mange ressourcer at bygge en by på Mars. Jeg vil gerne bidrage med så meget som muligt til en by på Mars. Hvilket betyder masser af kapital,« har Musk sagt til Business Insider.

Positionen som verdens rigeste er den foreløbige kulmination på et helt vanvittigt år for Elon Musks formue. Da 2020 begyndte, var Musk nummer 35 på den anerkendte liste over verdens rigeste hos Bloomberg.

Den estimerede formue var dengang på omkring 27 mia. dollars. Nu er den ifølge Bloomberg på 195 mia. dollars, svarende til 1.182 mia. kr.

Selvom Musk torsdag passerede Bezos på listen, har han allerede nu 10 mia. dollars ned til den næstrigeste i verden. Takket være en formuefremgang på 13,6 mia. dollars alene torsdag, godt båret frem af Tesla-aktiens stigning på 8 pct.

Netop Tesla-aktien har været hovedårsagen til Elon Musks massive fremgang i papirværdi. Aktien steg 743 pct. i 2020, og kurven er fortsat ind i 2021.

Torsdag blev Tesla derfor også mere værd end Facebook for første gang. Tesla er 773,5 mia. dollars værd, mens Facebook har en markedsværdi på 646 mia. dollars.

BRANCHENYT
Læs også