Serier

Dansk luftfart: Reelt er der tale om en nedlukning

Rejsebranchen i desperat opråb om støtte: Det er sidste udkald, hvis branchen skal overleve, siger branchedirektør. Luftfarten frygter, at restriktionerne bliver langvarige.

Corona rammer verden
Luftfarten er ramt af den store hammer med regeringens skærpede restriktioner.

Netop som ingen troede, at det kunne blive værre, blev luftfarten og rejsebranchen ramt med regeringens store hammer. Alle rejser til hele verden frarådes, og det er en markant skærpelse af restriktionerne, som ingen andre lande end Kina har gennemført.

Luftfarten frygter, at restriktionerne kan komme til at gælde langt ind i februar, og det er en katastrofe for branchen, som allerede er i knæ.

»Det er voldsom opstramning, og reelt er der tale om en nedlukning af store dele af luftfarten. Den markante skærpelse af rejserestriktionerne rammer udover luftfarten også rejsebranchen og hele oplevelsesøkonomen. Det vil også ramme erhvervslivet, fordi virksomhederne ikke længere kan rejse ud til de markeder og lande, som er vigtige for afsætningen,« siger Michael Svane, direktør i DI Transport og talsperson for Dansk Luftfart.

Han har nu en klar forventning om, at regeringen nu vil tage initiativer, der kan sikre et godt grundlag for en genstart af luftfarten, når det bliver muligt.

»Vi ønsker indført et coronapas, som kan gøre det trygt at flyve, og vi ønsker vaccinationer gennemført så hurtigt som muligt. Desuden må politikerne forlænge hjælpepakker og kompensationsordninger som minimum frem til påske,« siger Michael Svane.

De skrappe restriktioner gælder foreløbig frem til 17. januar, men Michael Svane frygter, at de vil blive forlænget.

»Min bekymring er, at restriktionerne vil vare til ind i februar eller længere,« siger Michael Svane.

Regeringens udmelding er også et hårdt slag for rejsebranchen, som allerede ligger ned og kæmper for overlevelse.

»Med dagens grænselukning er rejsebranchen endegyldigt blevet tvangslukket. Rejsebureauerne har kæmpet i næsten et år nu uden nogen omsætning og uden nogen reel hjælp fra den regering, der ellers lovede at holde hånden under os. Det er desværre ikke sket, så med mindre man fra regeringens side har et udtalt ønske om at komme af med os, så er det altså nu, vi skal have den støtte, vi er blevet lovet. Det er sidste udkald,« siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Han tilføjer, at rejsebureauerne i næsten et år ikke har haft nogen omsætning, og hjælpepakkerne til rejsebranchen har ikke kunnet dække det mest nødvendige, da de stort set kun har bestået af lån og ikke decideret støtte.

»Når verden er lukket, er rejsebranchen også lukket. Støtten skal derfor udmønte sig i fuld lønkompensation og fuld dækning på faste omkostninger. Og der skal ikke være forsinkelse på udbetalingerne af støtten. Rejsebranchen har ikke modtaget støtte siden august. Støtten skal derfor komme med det samme,« siger Lars Thykier.

BRANCHENYT
Læs også