Erhverv

Chipmangel sætter amerikansk bilproduktion ned i gear

Ford må stoppe al produktion på sin fabrik i den amerikanske delstat Kentucky, hvilket medfører afskedigelser af omkring 3900 ansatte. Foto: AP/Charlie Riedel

En global chipmangel rammer nu den amerikanske bilsektor og tvinger flere bilproducenter til at starte det nye år med fabrikker der ligger stille og ubenyttet hen.

Det skriver Wall Street Journal.

En global chipmangel, der har forstyrret bilproduktionen flere steder i verden, er nu nået til USA, og det har alvorlige konsekvenser for produktionen hos landets store bilselskaber.

Chip-knapheden betyder blandt andet, at Volskwagen vil nedskære produktionen betydeligt i første kvartal og Toyata har offentliggjort, at produktionen af selskabets Tundra pickup vil blive skåret med omtrent 40 pct., oplyser avisen.

Samtidig melder bilfabrikanten Ford om at stoppe al produktion på sin fabrik i den amerikanske delstat Kentucky, hvilket medfører afskedigelser af omkring 3900 ansatte.

Teknologiens greb om den moderne verden har uden tvivl også sat sit præg på bilbranchen, og de alvorlige konsekvenser af chipmanglen tydeliggør bilindustriens afhængighed af computerchips.

Ifølge Sam Abuelsamid, der er analytiker hos Guidehouse Insights, har størstedelen af nutidens biler mindst 40 forskellige slags chip, mens bilerne i den højere prisklasse kan have helt op til 150, skriver Wall Street Journal.

- Hvis blot én af disse chip oplever en forstyrrelse i produktionen, kan bilen ikke leveres, siger han til avisen.

Den globale chipindustri har i lyset af pandemiens fokus på digitalisering oplevet en voldsomt stigende efterspørgsel, som industrien har haft svært ved at holde trit med, skriver Wall Street Journal.

Læs også