- Opdateret 12/01/2021 kl. 08:24
Blødningen er stoppet: Bang & Olufsen tjener igen penge
B&O har opnået sorte tal på bundlinjen i andet kvartal i det forskudte regnskabsår.
Bang & Olufsen har vristet sig fri af de røde tal på bundlinjen. For første gang siden tredje kvartal i regnskabet for 2018/2019 har den pressede danske lydproducent nemlig klaret sig igennem et kvartal med overskud.
Det landede på 12 mio. kr. Det viser halvårsregnskabet for det forskudte år 2020/2021, som Bang & Olufsen har offentliggjort tirsdag morgen.
Samtidig har Bang & Olufsen lagt vækstkrisen længere bag sig. For andet kvartal i træk har selskabet opnået tocifret vækst.
»Generelt er vi tilfredse med resultaterne i andet kvartal. Som kommunikeret i vores meddelelse i december, leverede vi et positivt EBIT samt tocifret vækst for andet kvartal i træk. Resultaterne var primært drevet af stærk eksekvering på vores strategiske prioriteter, succesfulde produktlanceringer og større kundeefterspørgsel på produkter til hjemmet,« udtaler Kristian Teär, der er adm. direktør i Bang & Olufsen, i forbindelse med regnskabet.
Samtidig viser regnskabet, at Bang & Olufsen har opnået et positivt driftsresultat (EBIT). Det sidste er første gang siden april 2020, hvor Bang & Olufsen lancerede en ny strategi.
»Vi er kommet langt med den første fase af den strategi, vi præsenterede i april. Vi har dog stadig meget arbejde foran os, og vi ser fortsat stor usikkerhed relateret til coronavirus, der påvirker forbrugere, samfund og virksomheder rundt om i verden,« lyder det fra Kristian Teär.
»Men vi er på rette vej, og det skyldes ikke mindst de mange passionerede medarbejdere og partnere, der på trods af coronavirus, nedlukninger og hjemmearbejde har gjort en kæmpe indsats og tilpasset sig denne ekstraordinære situation. Jeg er meget stolt af det arbejde, de har udført,« udtaler Kristian Teär.
Omsætningen i kvartalet endte på 693 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på 10,5 pct. i forhold til samme periode sidste år. Bang & Olufsen melder om, at der var vækst i de fleste distributionskanaler, men den var primært drevet af flexible living-kategorien, som oplevede end vækst på 61 pct. Der var dog modvind pga. en lavere efterspørgsel på rejserelaterede produkter, og endelig blev væksten i staged-kategorien hæmmet af, at der var komponentmangel.
Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, kalder regnskabet »opløftende«.
»Aktien er tordnet op med 50 pct. siden opjusteringen den 15/12 og med 300 pct. siden rekapitaliseringen i sommer. B&O er kommet godt i gang med deres første fase, men der er plads til mere i en usikker verden. Isoleret set er der ikke noget i regnskabet, som skal aktiekursen til at stige markant,« skriver han i en kommentar.
Her henviser han til, at coronakrisen resulterede i, at B&O i begyndelsen af maj advarede om en »alvorlig situation«. Lydproducenten var så presset af krisen, at det havde brug for at hente 400 mio. kr. i friske penge på aktiemarkedet for at kunne nå ud på den anden side.
Bang & Olufsen venter, at omsætning for hele regnskabsåret vil lande i intervallet 2,3-2,5 mia. kr. Derudover venter selskabet et driftsresultat (EBIT) på mellem minus 50 mio. kr. og plus 25 mio. kr. samt frie pengestrømme i niveauet minus 50 mio. kr. til plus 100 mio. kr.
B&O, Q2 (mio. kr.) | 2020/21 | 2019/20 |
Omsætning | 693 | 627 |
Ebitda | 74 | -22 |
Resultat før skat | 18 | -76 |
Nettoresultat | 12 | -60 |
Egenkapital | 1111 | 1242 |