Kinesisk elbilproducent præsenterer nyt flagskib - aktien stiger
/ritzau/FINANS
Den kinesiske producent af elbiler, Nio, stiger i det amerikanske formarked oven på præsentationen af en ny elbil, flagskibet ET7.
Bilen blev præsenteret på en kapitalmarkedsdag i weekenden, hvor det også kom frem, at de første leverancer af elbilen ventes fra første kvartal 2022.
Aktien i Nio stiger mandag 6,6 pct. til 62,78 dollar i formarkedet. Holder niveauet, vil aktien være cirka femdoblet i værdi siden sommeren 2020.
Konkurrenten Tesla falder 2,6 pct. i formarkedet til lige over 858 dollar, efter at aktien fredag lukkede i rekord. Tesla-aktien er i øvrigt mere end tidoblet i værdi siden starten af 2020.


