Erhverv

Göteborg vil have færre biler - og Volvo har indvilliget i at hjælpe

»Helt i tråd med virksomhedens ambitioner,« lyder det fra Volvo-direktør, der har indgået en aftale med Göteborg om at hjælpe med at mindske biltrafikken og CO2-udledningen.

Volvo, der vil være klimaneutral i 2040, har indgået en aftale med Göteborg om at skabe fremtidens emissionsfrie by.

Göteborg skal være CO2-neutral inden 2030, og for at komme i mål med den ambition, skal antallet og typen af transportmidler ændres.

Det projekt har den kinesisk ejede bilkoncern Volvo Cars sagt ja til at hjælpe med. De to parter vil oprette særlige byzoner, som kan bruges til at teste, hvordan fremtidens emissionsfrie by skal se ud.

»I bund og grund er dette et projekt, der har til formål at begrænse antallet af biler i byen - hvilket er helt i tråd med virksomhedens ambitioner,« udtaler Håkon Samuelsson, adm. direktør for Volvo Cars, i en pressemeddelelse.

I bydelen skal der testes teknologier og tjenester inden for elektrificering, autonom kørsel, opladningsstationer og sikkerhed, lyder det.

Eksempelvis vil Volvo afprøve fuldelektriske mobilitetscentre og geoaktiverede løsninger, der sikrer, at biler i zonen kun fungerer i elektrisk tilstand og ikke overskrider hastighedsbegrænsningerne. Derudover vil bilkoncernen skabe en infrastruktur, der gør det muligt for bilister at dele information med hinanden og trafikanter.

Desuden planlægger Volvo at introducere selvkørende taxaer, der skal drives af datterselskabet M.

Göteborg og Volvo skyder initiativet i gang i foråret 2021, og det vil gradvist blive udvidet, indtil målet om en emissionsfri by er nået senest i 2030.

Volvo, der i 2010 blev solgt til den kinesiske bilkoncern Geely, har rødder i Göteborg-området og har stadig hovedkontor der.

BRANCHENYT
Læs også